USA presser Kina på ni timer langt topmøde

Midt under møde på højt diplomatisk niveau underskrev Trump lov om uighurer og påkaldte sig Kinas vrede.
USA's udenrigsminister Mike Pompeo, som er en fremtrædende Kina-kritiker, holdt møde med kinesisk topdiplomat på Hawaii. Fredag taler han på en stor, virtuel demokratikonference, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen står bag.
USA's udenrigsminister Mike Pompeo, som er en fremtrædende Kina-kritiker, holdt møde med kinesisk topdiplomat på Hawaii. Fredag taler han på en stor, virtuel demokratikonference, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen står bag.

180Graders Redaktion,

18/06/2020

USA har onsdag lokal tid lagt yderligere pres på Kina i forhold til behandlingen af Hongkong og det muslimske mindretal uighurerne.

Det skete på et over ni timer langt møde på Hawaii mellem USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, og den kinesiske topdiplomat Yang Jiechi.

Det oplyser en embedsmand fra USA's udenrigsministerium.

Under coronakrisen, hvor de kinesisk-amerikanske relationer har været særdeles anspændte, har de to lande ikke før haft samtaler på lige så højt diplomatisk niveau, lyder det.

Mødet foregik på en militærbase i Honolulu, uden at medier var inviteret.

Nogenlunde samtidig med at mødet gik i gang, underskrev USA's præsident, Donald Trump, en lov om sanktioner mod de ansvarlige for undertrykkelse af det muslimske mindretal uighurerne i Xinjiang-provinsen.

Regeringen i Beijing svarede hurtigt tilbage med kommentarer om, at loven på "ondskabsfuld vis angriber" Kina.

Kina vil "hurtigt slå tilbage, og USA vil mærke de efterfølgende konsekvenser", lød det.

Yang havde angiveligt opsøgt mødet med Pompeo efter et lignende møde i New York i august om spændingerne mellem landene.

Det statsdrevne kinesiske medie People's Daily mener at vide, at Yang og Pompeo også mødtes aftenen før. Det kalder samtalerne "konstruktive".

- Begge parter er enige om at fortsætte kontakten og kommunikationen, står der i artiklen.

USA har en mere kølig vurdering af mødet.

Her fortæller en talsmand for udenrigsministeriet, at Pompeo havde fortalt Yang, at de to lande må sørge for "fuldstændigt gensidige aftaler".

- Han understregede også behovet for fuldstændig transparens og informationsdeling i kampen mod Covid-19 og fremtidige udbrud, siger talsmand for udenrigsministeriet Morgan Ortagus.

Pompeo har været en af de fremmeste kritikere af Kina i USA's regering.

Han har for nylig sagt, at Kina "i sandhed" er "fjendtligt" over for USA. Han har også flere fremført en teori om, at coronavirusset kommer fra et kinesisk laboratorium.

Det kan snart stå klart, om USA og Kina på mødet er nået nærmere en retorisk fred.

Pompeo taler nemlig fredag på en stor, virtuel demokratikonference, som den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen står bag.

Her skal han tale om "trusler mod demokratiet i verdenen".

Kilde: /ritzau/AFP