Nordkorea ser ikke behov for forhold mellem Trump og Kim

To år efter at historisk topmøde gav håb for atomaftale, er forholdet mellem Nordkorea og USA på lavpunktet.
Flere møder mellem Trump og Kim Jong-un skabte en overgang forhåbninger om, at Nordkorea ville stoppe sit atomprogram. Men nu er forholdet mellem de to lande nær frysepunktet.
Flere møder mellem Trump og Kim Jong-un skabte en overgang forhåbninger om, at Nordkorea ville stoppe sit atomprogram. Men nu er forholdet mellem de to lande nær frysepunktet.

180Graders Redaktion,

12/06/2020

Nordkorea ser ikke det store behov for at opretholde et forhold til USA's præsident, Donald Trump, hvis han fortsætter det, der fra nordkoreansk side opfattes som fjendtlig politik.

Sådan lyder det fra landets udenrigsminister, Ri Son Gwon ifølge Nordkoreas statslige nyhedsbureau, KCNA.

Udmeldingen kommer på toåret for det første topmøde mellem Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Flere møder skabte en overgang forhåbninger om, at Nordkorea ville stoppe sit atomprogram. Men nu er forholdet mellem de to lande nær frysepunktet.

Et topmøde i Singapore i 2018 var første gang nogensinde, at en amerikansk præsident mødtes med Nordkoreas leder.

Men udtalelsen, der kom ud af mødet, var uspecifik og beskæftigede sig med fire generelle indsatsområder.

Et andet topmøde i Vietnams hovedstad, Hanoi, endte uden en aftale. Her ønskede USA, at Nordkorea helt skulle opgive dets atomvåben, mens Nordkorea bad om at få lettet amerikanske sanktioner.

Ri Son Gwon siger nu, at i bagklogskabens lys, lader Trump til at have fokuseret på at score politiske point, mens han i virkeligheden har forsøgt at isolere og kvæle Nordkorea med trusler.

- Aldrig igen vil vi give lederen af USA en pakke, der kan bruges til at fremvise resultater uden at få noget igen, siger Ri Son Gwon.

- Intet er mere dobbeltmoralsk end tomme løfter.

USA's udenrigsministerium ønsker ikke at kommentere. Det Hvide Hus er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters' henvendelser.

Kritikken er kun en af flere udtalelser fra Nordkorea de seneste dage rettet mod USA.

Torsdag bad Nordkorea USA om at afholde sig fra at kommentere koreanske anliggender og sagde, at regeringen i Washington D.C. bør tie stille, hvis den ønsker et amerikansk valg, der forløber problemfrit.

Her sagde en talsmand fra USA's udenrigsministerium til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, at man vil fortsætte dialogen med Nordkorea og ønsker en "balanceret aftale".

Nordkorea ventes fortsat at øge presset på USA frem mod valget.

Det siger Daniel Russel, der indtil for nylig var Trump-administrationens topdiplomat i Østasien.

- Trumps påstand om at have "løst" det nordkoreanske problem giver dem pressionsmidler, siger han.

Kilde: /ritzau/Reuters