Israelsk ambassadør beskylder Enhedslisten for antisemitisme

Israels viceambassadør i Danmark, Davy Antebi, retter en hård kritik mod Enhedslisten og resten af venstrefløjen, som ifølge ham bevæger sig faretruende tæt på at være antisemitiske.
. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/02/2020

Diskussionen om den stigende antisemitisme herhjemme og i resten af Europa har fyldt meget på det seneste. Nu blander Israels viceambassadør i Danmark, Davy Antebi, sig også i debatten med et indlæg i Berlingske.

Her går han hårdt til venstrefløjen og særligt Enhedslisten, som han mener ofte kommer faretruende tæt på at være antisemitiske, særligt i deres kritik af Israel.

Davy Antebi mener, at venstrefløjen skal se indad og tage et opgør med de antisemitiske tendenser, der hersker i deres egen baghave. Han mener, at venstrefløjens hyppige og heftige kritik af Israel kan være katalysator for noget andet, altså antisemitisme.

Viceambassadøren skriver, at der er mange eksempler på, "hvordan medlemmer fra Enhedslisten i nyere tid har rettet skarp kritik mod Israel, der ellers lyder som antisemitisme".

Blandt andet fremhæver han, at Enhedslistens partileder Pernille Skipper på mindedagen for Holocaust i modsætning til mange af sine kolleger ikke valgte at mindes Holocaust-ofrene, men i stedet rettede endnu en hård kritik af Israel. Han nævner også, hvordan Skipper i april 2019 var taler på en konference, hvor andre talere opfordrede til væbnet kamp for udslettelsen af Israel.

Derudover oplister han et eksempel fra 2014, hvor to EL-medlemmer var medunderskrivere på en opfordring til at fjerne den danske jøde og journalist Martin Krasnik fra dækningen af Israel og en opsigtsvækkende udtalelse fra Niels Rolslev, en af Enhedslistens byrådsmedlemmer, der påstod, at zionister stod bag Islamisk Stat.

- Konklusionen er krystalklar: Moderne antisemtisme er politisk, anti-israelsk og anti-zionistisk, skriver Davy Antebi.

Han afrunder sit indlæg med en opfordring til venstrefløjen:

- Det er på tide, at venstrefløjen ser indad. Man burde spørge sig selv, om den uproportionelle fokus på et enkelt land ikke er en katalysator for noget andet.