Foto af taleudkast afslører Mette Frederiksens strategi om udskamning af danskerne

Et foto af et udkast til en af statsminister Mette Frederiksens taler har skabt stor debat.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ses her afholde sin 1. maj-tale fra Arbejdersmuseet i København. Grundet coronavirusudbruddet live-udsendes den via Facebook. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) ses her afholde sin 1. maj-tale fra Arbejdersmuseet i København. Grundet coronavirusudbruddet live-udsendes den via Facebook. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

01. maj 2020

Politiken har fulgt den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen under coronakrisen. Det er der kommet en fotoserie ud af, og særligt et foto har skabt stor debat.

En særlig detalje på et foto af et taleudkast til Mette Frederiksens pressemøde den 17. marts virker nemlig til at give et utilsigtet indblik i den socialdemokratiske coronastrategi.

I taleudkastet er der med rød kuglepen blevet tilføjet: "Udskam de, der ikke har været fornuftige".

Denne lille notits skal ses i lyset af, at den socialdemokratiske regering anført af Mette Frederiksen ad flere omgange er blevet beskyldt for at udskamme danskerne under coronakrisen.

Bl.a. med erhvervsminister Simon Kollerups Ikea-sag, der har mødt hård kritik.

Da statsministeren i dag holdt sin 1. maj-tale på Arbejdermuseet i København, spurgte flere journalister ind med kritiske spørgsmål til netop notitsen i taleudkastet, skriver Politiken.

- For nogle dage siden dukkede der et fotografi op af et talepapir, du havde anvendt ved et af pressemøderne i Statsministeriet. På det talepapir kunne man se en tilføjelse, hvor der med rødt stod, at dem der ikke var fornuftige skulle ’udskammes’. Lad os lige få det på plads: Var det dig, der havde skrevet det?, spurgte blandt andre Henrik Qvortrup fra Ekstra Bladet.

- Jeg kan forstå, at Politiken faktisk har berigtiget lige præcis det der indlæg, de har haft i avisen. Jeg har ikke brugt det talepapir. Jeg har ikke benyttet de ord, og det ligger mig…, lød svaret fra statsminister Mette Frederiksen.

- Men det er et stykke papir fra Statsministeriet, som du har ... Der er en af dine medarbejdere, der har skrevet så på papiret? Eller er det dig, der har skrevet på papiret ’udskammet’?, spurgte Qvortrup opfølgende, hvortil Mette Frederiksen svarede:

- Jeg korrigerer dig, fordi du siger noget forkert, nemlig at det er et talepapir, der har været anvendt. Det har ikke været anvendt det talepapir. Jeg bruger ikke ord som skyld og skam. Jeg udskammer, hvis jeg lige må have lov at tale færdig, jeg udskammer ikke nogen. Jeg tror ikke, det er brugbart, når Politiken har berigtiget deres historie.

Historien er dog ikke som sådan blevet berigtiget, som statsministeren påstår. Rettelsen i Politiken går alene på, at fotoet af taleudkastet er taget efter pressemødet den 17. marts.

Ifølge Politikens oplysninger var det desuden ikke nøjagtig det talepapir, som Mette Frederiksen brugte.

Det omdiskuterede foto dokumenterer ikke desto mindre, at der til pressemødet i marts fandtes et taleudkast med notitsen om at udskamme danskerne, der ikke havde levet op til de socialdemokratiske retningslinjer.

Ifølge Politiken havde dette udkast og udskamnings-notitsen været forbi mange embedsmænd og taleskrivere.