Enhedslisten: Ligeløn skal indføres med tvang - for overenskomster har spillet fallit

På Kvindernes Internationale Kampdag kræver Enhedslisten et opgør med den danske model, for at kunne få lige løn mellem kønnene.
Ifølge Enhedslistens Pernille Skipper skal en langsigtet plan lukke løngabet mellem kvinder og mænds løn både på det private og det offentlige arbejdsmarked. (Arkivfoto)
Ifølge Enhedslistens Pernille Skipper skal en langsigtet plan lukke løngabet mellem kvinder og mænds løn både på det private og det offentlige arbejdsmarked. (Arkivfoto)

Lars Bjørknæs,

08/03/2021

Enhedslisten vil have en langsigtet plan, der skal sikre ligeløn mellem kønnene.

Partiets ligestillingsordfører, Pernille Skipper, opfordrer mandag på kvindernes internationale kampdag beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) til at indkalde til forhandlinger om en 2030-plan.

- Det vigtigste er at erkende, at vi har et ligelønsproblem i Danmark. Og at det kræver politisk handling at gøre noget ved det. Det er et politisk ansvar, siger hun.

I gennemsnit er der en lønforskel på 14,5 procent mellem mænd og kvinder på hele arbejdsmarkedet. Det viser tal fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Skipper vil have politisk handling, fordi det ifølge hende ikke er lykkedes at komme uligelønnen til livs ved overenskomstforhandlingerne.

Derfor, mener hun, skal der laves en pulje til overenskomstforhandlingerne.

- Vi har tidligere foreslået, at man laver en lavt- og ligelønspulje, som skal sikre, at der ved overenskomstforhandlingerne reelt er penge, der kan løfte løngabet i de kvindedominerede fag, siger Pernille Skipper.

I sygeplejefaget tjener mandlige medarbejdere omkring fem procent mere end deres kvindelige. Det viser tal fra Dansk Sygeplejeråd.

Og i Sygeplejerådet er man enig med Skipper om, at der skal politisk handling til for at komme løngabet til livs.

Ifølge formand Grete Christensen er det ikke sikkert, at en pulje vil afhjælpe problemet. Hun er glad for Skippers politiske fokus, men mener, at en trepartsforhandling skal til.

- Det er så tydeligt, at problemet ikke kan løses ved overenskomstforhandlinger. Derfor opfordrer vi regeringen til at løfte det ved en egentlig reform, siger hun.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) tager glædeligt imod forslag til at løfte problematikker på ligestillingsområdet.

Men han afviser at ville gå ind i en diskussion om en eventuel trepartsforhandling.

- Det er principielt meget vigtigt, både for regeringen og for mig som socialdemokratisk minister, at det at aftale løn er noget, som arbejdsmarkedets parter gør, og som vi politikere blander os udenom.

Han henviser til, at det i særdeleshed ikke kan komme på tale, mens overenskomstforhandlingerne fortsat er til afstemning.

Undersøgelser viser, at en af hovedårsagerne til det generelle løngab er, at der er overvægt af kvinder i offentlige erhverv.

Ifølge Skipper skal en langsigtet plan også afhjælpe forskellen på det private arbejdsmarked. Her mener hun, at man kan kigge til Island efter inspiration.

Her skal private virksomheder ved lov fremlægge en begrundet redegørelse for lønforskellen, hvis der er en.

- Det gør det nemmere at komme efter de enkelte virksomheder, hvis kvinder ikke får samme løn, men i praksis har det samme uddannelsesniveau, ansvar og evner, siger hun.

I Danmark skal virksomheder med over 30 medarbejdere fremlægge lønforskellen mellem henholdsvis mænd og kvinder.

Ifølge Skipper bør det være virksomheder med ned til ti medarbejdere, der skal gøre det.

Ifølge Peter Hummelgaard (S) er det grundlæggende en god idé at have transparens i lønstatistikkerne. Men igen henviser han til, at politikere ikke skal blande sig for aktivt i lønforholdene, som han mener helst skal løses af arbejdsmarkedets parter.

Kilde: /ritzau/