Handelsaftale mellem EU og Vietnam river toldmure ned

Trods kritik af menneskerettighederne i Vietnam godkender EU-Parlamentet frihandelsaftale.
Efter flere års arbejde har EU-Parlamentet onsdag godkendt en frihandelsaftale med Vietnam. EU-landene godkendte aftalen i juni 2019. Men forhandlingerne startede allerede i 2012. Inden sommer vil aftalen træde i kraft. (Arkivfoto)
Efter flere års arbejde har EU-Parlamentet onsdag godkendt en frihandelsaftale med Vietnam. EU-landene godkendte aftalen i juni 2019. Men forhandlingerne startede allerede i 2012. Inden sommer vil aftalen træde i kraft. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

12/02/2020

En omfattende frihandelsaftale, der vil fjerne stort set alle toldsatser mellem Vietnam og EU i løbet af ti år, er onsdag blevet godkendt af EU-Parlamentet.

Det sker, på trods af at flere medlemmer af parlamentet har udtrykt stor bekymring over miljø- og arbejdsforholdene i Vietnam.

Der har også været stor kritik af manglen på menneskerettigheder i landet.

Men netop de problematikker kan en handelsaftale være med til at forbedre, lyder det fra den tyske socialdemokrat Bernd Lange. Han er formand for udvalget for international handel i Europa-Parlamentet.

Han understreger samtidig, at aftalen er den "mest moderne og ambitiøse aftale, der nogensinde er indgået mellem EU og et udviklingsland".

- Historien viser, at isolation ikke skaber forandring i et land. Det er derfor, at parlamentet har stemt for denne frihandelsaftale med Vietnam.

- Med den styrker vi EU's rolle i Vietnam og regionen og sikrer, at vores stemme har større vægt end før. Det er især vigtigt på områder, hvor vi er uenige - såsom fri presse og politisk frihed, siger Bernd Lange.

Handelsaftalen kan suspenderes, hvis der sker krænkelser af menneskerettighederne.

Vietnam har allerede ratificeret seks af otte konventioner om arbejdstagerrettigheder fra Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO.

ILO-konventionerne er globale regler, som skal sikre arbejdernes grundlæggende rettigheder.

Det er vigtigt at holde Vietnam som en nær ven, hvis der skal ske forbedringer på kritikpunkterne, mener den danske parlamentariker Marianne Vind (S).

- Jeg tror bestemt ikke, det hjælper at holde Vietnam udenfor, indtil de lever op til alle de her krav. For der er rigtig mange, og det kan tage mange år.

- Det her er en mulighed for at holde dem tæt ind til os og samtidig hjælpe dem med at forbedre forholdene. Jeg tror meget mere på, at når de har en gulerod - at om ti år er alle toldsatser væk - så vil de forsøge at leve op til de her kriterier, siger hun.

Vietnam er EU's næststørste handelspartner blandt Asean-landene - sammenslutningen af lande i Sydøstasien - efter Singapore med handel med varer til en værdi af 47,6 milliarder euro om året.

EU eksporterer hovedsageligt varer såsom maskiner, transportudstyr, kemikalier og landbrugsprodukter til Vietnam.

I sommer godkendte EU-landene aftalen, og med EU-Parlamentets godkendelse, kan aftalen nu realiseres.

Det forventes, at handelsaftalen træder i kraft før sommeren 2020.

Kilde: /ritzau/