Færre gældsramte søger hjælp under coronakrisen

Mens Forbrugerrådet Tænk havde forventet en stigning i henvendelser om gæld, er der imidlertid sket et fald.
Et rekordhøjt antal gældsramte - knap 5000 - tog kontakt til Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning i 2019. Det var en stigning fra 3000 året før. (Arkivfoto).
Et rekordhøjt antal gældsramte - knap 5000 - tog kontakt til Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning i 2019. Det var en stigning fra 3000 året før. (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

30/04/2020

Selv om mange borgere i disse uger mister jobbet som følge af coronakrisen, og det kunne give anledning til at optage ekstra lån, så er der i øjeblikket færre personer, som søger hjælp og rådgivning grundet gældsproblemer.

Det oplyser Forbrugerrådet Tænk.

Tallene fra Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning viser, at der siden 12. marts har været 30 procent færre henvendelser sammenlignet med samme periode sidste år.

- Det undrer os, at der ikke er flere, som har henvendt sig, fordi der var meget stor søgning til at gå til gælds- og økonomirådgivning, før corona lukkede Danmark ned, siger Anja Philip, der er formand i Forbrugerrådet Tænk.

- Vi ved, at netop arbejdsløshed og sygdom er to af de vigtigste årsager til, at man begynder at opbygge gæld, så derfor forventer vi, at coronakrisen betyder, at endnu flere borgere får brug for hjælp til at komme fri af gældssumpen, siger hun.

Antallet af henvendelser til organisationen fra borgere, som er i gældsproblemer, har været støt stigende de seneste ti år, siden rådgivningen blev etableret.

Alene i 2019 fik økonomi- og gældsrådgivningen 5000 henvendelser fra borgere med gæld. I 2018 var tallet 3000.

Henvendelserne kommer eksempelvis fra enlige mødre eller udsatte borgere, som vælger at optage kviklån eller lignende, der med tiden udvikler sig til stor gæld.

Forbrugerrådet Tænks rådgivning har ligesom mange andre dele af samfundet været lukket ned siden 12. marts.

Det skete, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at flere arbejdspladser og institutioner måtte lukke for at begrænse smittespredningen med coronavirus.

I stedet har organisationens gælds- og økonomirådgivning været tilgængelig per telefon med udvidede åbningstider.

Anja Philip frygter dog, at mange går rundt med problemer uden at få hjælp.

- Vi frygter, at der kommer en stor ophobning af folk, der får endnu større gældsproblemer, end de ellers ville have haft, hvis de havde henvendt sig noget før.

- Jo længere tid man venter, des dybere bliver gældsproblematikkerne - og jo sværere kan det være at få ryddet op i det, få overblik og komme videre, siger Anja Philip.

Kilde: /ritzau/