Midt i coronakrise: DR-journalister kræver massive lønforhøjelser

Medarbejderne på statsmediet Danmarks Radio er upåvirkede af coronakrisen og kræver store lønforhøjelser.
Foto: Fred Romero/Flickr
Foto: Fred Romero/Flickr

Claes Kirkeby Theilgaard,

07. maj 2020

Mens coronakrisen raser, og mange danskere enten bliver arbejdsløse eller må gå ned i løn, kræver journalisterne på statsmediet Danmarks Radio nu store lønforhøjelser for skatteydernes penge.

Det skriver Journalista.dk.

DR-medarbejderne skal nemlig forhandle ny overenskomst, da den nuværende står til at udløbe den 1. juni i år.

Henrik Friis Valmar, der er formand for journalistgruppen i DR, har til fagbladet Journalisten fortalt, at man fra medarbejdernes side mindst kræver en lønstigning på 8,1 procent for alle medarbejdere.

Det gælder uanset deres nuværende lønniveau.

Ifølge Journalista.dk ligger lønnen for menige journalister hos DR allerede på hele 528.000 kroner årligt. Dermed hører DR-journalister i forvejen til Danmarks højest lønnede.

Med en lønstigning på mindst 8,1 procent vil journalisterne nå op på en årsløn på over 600.000 kroner.

Henrik Friis fortæller endvidere, at han ser kravet om en lønstigning - som skal betales for skatteydernes penge - som værende "helt rimeligt".

- Jeg synes det er helt rimeligt at DRs Journalister får en lønstigning svarende til den lønstigning man får i det øvrige samfund i Danmark i normale tider. Derfor har vi lagt vore krav op af det resultat, man forhandlede hjem på det offentlige område i 2018 og som man for fleres vedkommende forhandlede hjem i industrien i Danmark her i foråret, lyder det fra DR-repræsentanten til Journalista.dk.