Enhedslisten: Vi skal tage imod migranterne - selv hvis der kommer fem gange så mange som i 2015

Enhedslisten vil ikke sætte loft over, hvor mange migranter Danmark skal tage imod. Hvis der kommer fem gange så mange som under flygtningekrisen i 2015, skal vi stadig behandle deres asylansøgninger, lyder det fra partiets udlændingeordfører.
Tyrkiet har åbnet sine grænser, og det skaber bekymring for en ny migrantkrise. (Foto: Alexandros Avramidis/Reuters/Ritzau Scanpix)
Tyrkiet har åbnet sine grænser, og det skaber bekymring for en ny migrantkrise. (Foto: Alexandros Avramidis/Reuters/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

03. marts 2020

Debatten om indvandring raser på ny, efter at den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har åbnet Tyrkiets grænser og dermed potentielt set givet millioner af migranter mulighed for at komme ind i Europa.

Det har fået flere partier til at anbefale, at Danmark trækker den såkaldte asylnødbremse, hvorved vores grænser vil blive lukket for asylansøgere.

Ikke alle er tilhængere af den idé, og Enhedslistens udlændingeordfører Rosa Lund fremlægger således en helt anden udlændingepolitisk linje i et interview med Politiken.

Rosa Lund mener ikke, at Danmark skal trække asylnødbremsen. Endvidere fortæller hun, at Danmark bør handle anderledes end under flygtningekrisen i 2015 og 2016, hvor asylansøgere i store tal gik på de danske motorveje.

- Sidste gang reagerede vi ved at stramme asyllovgivningen ekstremt meget. Smykkeloven og alle de underlige symbolstramninger. Det synes jeg bestemt ikke, man skal, siger hun.

Ifølge Lund vil Enhedslisten ikke sætte noget loft over, hvor mange asylansøgere Danmark skal tage imod. Derfor vil partiet heller ikke stramme reglerne på området eller lukke grænserne.

Adspurgt af Politikens journalist, hvad Danmark skal gøre, hvis der f.eks. kommer fem gange så mange migranter og flygtninge som i 2015 og 2016, svarer Rosa Lund, at Danmark skal tage imod dem og behandle deres ansøgninger om asyl.

- Så bare for at være sikker, hvis der er fem gange så mange, der kommer gående på motorvejene, så skal vi sådan set tage imod dem og sige ’kom ind og få behandlet jeres ansøgning’?

- Ja, og så skal vi arbejde internationalt på at få ændret EU-reglerne, sådan at der kommer en mere fair fordeling. Det kan simpelthen ikke passe, at det skal være Grækenland, der skal løse det her problem.