Politiet giver forklaring: Derfor måtte flere hundrede deltage i Yahya Hassans begravelse

Mange har undret sig over, at der til den afdøde digter Yahya Hassans begravelse deltog flere hundrede personer trods forsamlingsforbud. Nu giver politiet en forklaring.
Digter Yahya Hassan bliver begravet på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V tirsdag den 5. maj 2020. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Digter Yahya Hassan bliver begravet på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V tirsdag den 5. maj 2020. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/05/2020

Digteren Yahya Hassans begravelse på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus i tirsdags var et tilløbsstykke med flere hundrede deltagere.

Det har fået mange til at undre sig, for hvordan kan det være tilladt i en tid med forbud mod forsamlinger på flere end ti personer?

Nu kommer Østjyllands Politi over for Jyllands-Posten med en forklaring på, hvorfor begravelsen trods den store folkemængde måtte finde sted.

- Hvis bisættelsen eller begravelsen foregår indenfor i eksempelvis en kirke, skal man bl.a overholde en regel om, at der skal være 4 kvm per deltager. Det betyder, at hvis kirken er rigtig stor, kan der være mange mennesker, og hvis kirken er lille, kan der ikke være ret mange mennesker, lyder det fra fungerende politiinspektør Gert Bisgaard.

- Når bisættelsen eller begravelsen foregår i det fri, er man ikke omfattet af forsamlingsforbuddet. Derfor har man mulighed for at være rigtig mange til en begravelse, som vi så det i dag (tirsdag, red.), siger han til Jyllands-Posten med henvisning til Yahya Hassans begravelse.

Når en begravelse eller bisættelse foregår i det fri, er den således ikke omfattet af de strenge coronaforbud.

Dog opfordres man stadig til at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer om at holde afstand for at undgå smittespredning af coronavirus.

I andre sammenhænge straffes brud på forsamlingsforbuddet med bøder på 2.500 kroner.