Et forsvar for Francis Fukuyama

Alt for mange, der enten har fejllæst eller ganske enkelt ikke har læst hans mest berømte bog "The End of History and the Last Man", hævder, at tesen var forkert. Det var og er den ikke.

Jesper Steenstrup Vogelius,

12. oktober 2021

Man hører eller læser hans navn relativ tit, ikke? Både i den pågående 89’er debat og pågående debatter om demokratiets krise, overlevelse, sejr – indsæt selv ordet. Venstrefløjen bruger Fukuyama som en liberalistisk eller neokonservativ nikkedukke, der kun kunne sige personlig frihed og lavere skat, som svar på alle verdens problemer. Højrefløjen ved oftest ikke hvad de skal mene om hans tænkning, eftersom langt de fleste, og det gælder både på venstre- og højrefløjen, jo åbenlyst ikke har læst hans absolut mest omtalte bog ”The End of History and the Last Man”. Jeg vil hjertens gerne forsvare Fukuyamas budskab. Ikke baseret på en sympati for hans ideologiske ståsted, men fordi, at alt for mange hævder, at han tog fejl. Det gjorde han ikke.

Først med det vigtigste. I 1989 skrev Fukuyama essayet ”The end of History?”, vel at mærke med spørgsmålstegnet. Essayet udkom før Murens fald. Spørgsmålstegnet kom som bekendt ikke med i titlen på den opfølgende bog fra 1993. Fukuyama filosoferede over Vestens tilstand og gav et forsigtigt bud på, hvilken vej vinden ville blæse, rent ideologisk og demokratisk. Dette blev fulgt op af førnævnte bog, som katapulterede Fukuyama op i de intellektuelle stjerners rækker. Tesen var følgende; Liberale demokratier vil alt andet lige blive den dominerede styreform fremover, og frihed og demokrati vil sprede sig ganske hastigt i de kommende år. Var det forkert? Nej.

Det tror jeg ganske vist heller ikke, at de fleste anfægter. Det kritikerne anfægter, det er, at angiveligt hyldede Fukuyama liberalismens sejr og individets handlekraft, og nu skulle skatterne bare sænkes ned, og vi skulle lade markedsøkonomien smadre derudaf, og så skulle det hele nok gå. Det vil venstrefløjen typisk sige er forkert, eftersom der er så og så mange fattige, så og så meget polarisering, depressive unge, kriser osv.

Det er bare at misforstå hvad Fukuyama egentlig mente. Og det leder mig til kerneproblemet. Langt de fleste (danske) kritikere, har åbenlyst ikke læst førnævnte bog. ”Enden på historien”, eller ”Historiens afslutning” er ikke et Fukuyamask begreb – det kommer fra filosoffen Hegel. Og det har Fukuyama i øvrigt understreget og skrevet om adskillige gange. Den betydning Hegel lagde i ”End” var ikke som vi i dag kalder for ”Afslutning”, nej det var et begreb om mål. Altså at det menneskelige væsen uomtvisteligt vil søge imod højere frihedsgrader, mere selvbestemmelse og mere velstand. ”History” som indgår i bogens titel, er også fra Hegel. Fukuyama bygger altså videre på Hegeliansk tænkning. Det Hegel mente med ”History” var jo ikke bare hvordan historien skrives og vil blive skrevet, nej det var det vi i dag kalder for ”modernisering” eller ”udvikling”. Så, hvor marxisterne på daværende tidspunkt havde talt om, at enden på historien ville blive kommunisme, var Fukuyamas tese, at enden på historien ville blive et liberalt demokrati, bygget på værdier om frie og lige mennesker med lige rettigheder. Historie skal altså, med andre ord, i denne kontekst, forstås som en lineær progression hvor udviklingen vil pege mod stadig flere liberale demokratier. Ikke kommunistiske lande, som Karl Marx hævdede.

Fukuyama har ganske vist skrevet og talt om flere gange, at der over flere omgange har været en demokratisk recession, i form af udviklingen i Rusland, Kina, Polen, Ungarn, Thailand, Tyrkiet m.fl. og Populismens fremfærd. Men det behøver ikke at ændre på selve grundtesen. For, siger Fukuyama, er det da ikke rigtigt, at der er flere demokratier i dag, end da Muren faldt? Er da ikke rigtigt, at vi lever bedre materielle liv end dengang? Er det da ikke rigtigt, at vi mennesker er mere frie (på alle tænkelige måder) i dag, end vi var dengang?

Så som en afsluttende, stilfærdig og respekterende bemærkning, vil jeg bare fortælle læseren, at det grundlæggende rigtige i denne sammenhæng (såfremt læseren også har misforstået Fukuyama, eller er blevet bildt en forkert fortælling ind) er ganske enkelt at læse hans bog ”The End of History and the Last Man”. Eller den danske oversættelse ”Historiens afslutning og det sidste menneske”. Bliver man bidt af ham, vil jeg foruden denne boganbefaling, gerne lige nævne Fukuyamas ”The Origins of Political Order” og ”Political Order and Politcal Decay”. To afsindig stærke historiske- og analytiske bøger, der beskriver statens og demokratiets fremkomst, opblomstring og tilstand som sådan.