En dom fra Tysklands forfatningsdomstol tirsdag sår tvivl om et af Den Europæiske Centralbanks (ECB) opkøbsprogrammer, som i fem år har været anvendt til at stimulere økonomier.
Domstolen i Karlsruhe understreger samtidig, skriver det tyske nyhedsbureau dpa, at de seneste måneders store opkøb i forbindelse med coronakrisen ikke er omfattet af afgørelsen.
De problematiske opkøb hører under PSPP, som er "et program til opkøb af værdipapirer udstedt af den offentlige sektor".
Tyske klagere har fremført, at disse opkøb kan sidestilles med direkte finansiering af stater. Det må ECB ikke.
Domstolen i Karlsruhe finder dog ingen overtrædelse af EU-traktaten på det punkt. Det kan altså ikke direkte siges, at programmet finansierer stater.
Men ECB har ikke foretaget en afvejning af de politiske mål og økonomiske virkninger af programmet. På det punkt er PSPP blevet anvendt i strid med EU-traktaten. Programmet går ud over ECB's mandat.
Der skulle være udarbejdet en prognose for programmets virkning. Desuden skulle det på forhånd vurderes, om det overordnede mål blev opfyldt.
Medmindre ECB kan bevise, at opkøb er nødvendige, skal den tyske centralbank indstille opkøb af statsobligationer under PSPP. Det skal være på plads senest om tre måneder.
Det betyder, at ECB's styrelsesråd snarest skal vedtage en ny beslutning, hvori det står klart, at programmet ikke vil "stå i misforhold til de økonomiske og finanspolitiske virkninger".
EU-Domstolen tog stilling til sagen i december 2018. Dengang lød det, at programmet ikke var i strid med EU's regler.
PSPP er blevet brugt til at købe statsobligationer og andre værdipapirer i perioden mellem 2015 og 2018 for en samlet sum af 2600 milliarder euro.
Det svarer til 19.400 milliarder danske kroner.
I øjeblikket udgør PSPP ifølge nyhedsbureauet Reuters mindre end en fjerdedel af ECB's månedlige opkøb.
Kilde: /ritzau/