Danmarks Radios EU-korrespondent græd da befolkningen stemte nej

Ifølge Danmarks Radio er alle statsmediets ansatte upartiske og professionelle. Men det er langt fra kun det indtryk, som Ole Ryborg har efterladt i Bruxelles.

Lars Bjørknæs,

07/05/2021

I maj trak det store overskrifter, da Danmarks Radios EU-korrespondent, Ole Ryborg, blev draget ind i sagen omkring straffesagen mod Morten Messerschmidt. En sag hvor det har vist sig, at Ole Ryborg henvendte sig til EU's antisvindelenhed med oplysninger om Morten Messerschmidt, hvorefter journalisten selv gik på skærmen og fortalte om sagen mod DFs daværende EU-Parlamentsmedlem.

Eller sagt på en anden måde er beskyldningen mod Ole Ryborg, at han først skabte sagen selv. For bagefter at forsøge at fremstå som om, at det var kilder internt i EU-systemet, der havde givet oplysningerne til Ryborg. Sagen er samtidig problematisk for Ole Ryborg, fordi han i forlængelse af sin kontakt til antisvindelenheden krævede, at denne slettede alle spor omkring hans medvirken.

Fra DRs side har det lydt, at der på ingen måde er noget galt i Ryborgs fremgangsmåde. Overfor flere medier fortalte Danmarks Radios nyhedschef således i maj måned, at korrespondentens først hemmeligstemplede henvendelse til antisvindelenheden og efterfølgende dækning, havde været helt efter bogen.

Men uanset DRs afvisning, er Ole Ryborg blandt EU's korrespondentkorps en kontroversiel skikkelse. Det kan du høre om i podcasten placeret over denne artikel, hvor Ritzaus tidligere EU-korrespondent, Erik Høgh-Sørensen, beretter om en episode i Bruxelles.

Her skulle Ole Ryborg have brudt ud i gråd, efter at en folkeafstemning var gået EU-systemet i mod.


På 180grader.dk forsøger vi at indhente en udtalelse fra Danmarks Radio.