Af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen og tidligere international sekretær i Socialdemokratiet
Statsminister Mette Frederiksen har fået EU-samarbejdet i den gale hals, når hun nu gør en dansk rabat til succeskriteriet for Unionens kommende budget.
I mine unge dage i Jylland kunne sælgere finde på at spørge: Fortæl mig, hvor meget du vil have i rabat - så skal jeg sige dig, hvad prisen er! På samme måde er en EU-rabat en fiktiv størrelse. Selvom det utvivlsomt gør indtryk på bodega-segmentet, at regeringen sammenbidt kræver en så stor dansk rabat som muligt.
Hvis vi vil slippe så billigt som muligt, kunne vi melde os ud af EU - så slap vi helt for at betale.
Derfor er det glædeligt, at Europaudvalget forleden afviste at give regeringen mandat til at forhandle EU-budgettet og således tvinger statsministeren til at tage sagen i Folketingssalen.
I udenrigs- og sikkerhedspolitikken er statsministerens matra: "Ingen kommentarer". I Europapolitikken udtaler statsministeren sig desværre friskt og frejdigt; og kommer som regel på glatis.
Frederiksen har gjort det til en uvane konsekvent at tale EU ned. Fx med bemærkningen om, at EU-Kommissionens udspil til nyt budget er "fuldstændig gak". Uden at forholde sig til, at Storbritanniens udmeldelse af EU naturligvis betyder, at de øvrige medlemslande vil skulle bidrage mere.
Ligesom Kommissionen i de kommende år – efter blandt andet dansk ønske – vil skulle styrke indsatsen på en række områder: forskning, sikring af de ydre grænser, klimaet. Det forudsætter selvsagt øgede midler til den fælles kasse.
Statsministeren kom også galt af sted med sit forslag om en folkeafstemning om en eventuel dansk tilslutning til EU's Bankunion, uanset at en sådan afstemning ikke er påkrævet i Grundloven.
Og selvom man skulle mene, at sporene fra den katastrofale britiske folkeafstemning om Brexit havde gjort indtryk på Frederiksen. Også danske EU-afstemninger slipper stærke kræfter løs og kommer uanset emnet i realiteten til at handle om selve medlemskabet. Her leger statsministeren med ilden.
I efteråret var statsministeren med til at blokere for Albaniens og Nordmakedoniens optagelse i EU. Uanset at vi derved risikerer at kaste landene i armene på Rusland og Kina.
Skiftende danske regeringer har siden Murens fald haft udvidelsen af EU som en topprioritet for på den måde at bidrage til et helt, frit og samarbejdende Europa. Især Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen engagerede sig stærkt i denne bestræbelse.
For at fuldende billedet af en fodslæbende Europapolitik har Mette Frederiksen gjort EU-forbeholdene til grundlaget for dansk Europa-politik. Selv om forbeholdene skader danske politiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser. Her er der tale om et historisk brud med over 25 års bred politisk enighed om dansk EU-politik.
Mette Frederiksens EU-politik minder i påfaldende grad om Socialdemokratiets fodnotepolitik i NATO i 1980'erne; i dag er det EU-samarbejdet, partiet ikke vedkender sig.
"Fodnoterne" betyder, at vore nærmeste allierede i EU er usikre på, hvor vi står i centrale spørgsmål.
Frederiksens Europapolitik modtager begejstrede klapsalver fra de politiske yderfløje. Men er ikke værdig for et statsministerparti og skader Danmarks stilling i Europa. Politikken er populisme af værste skuffe. Den skal sikre, at de 50.000 DF-vælgere, S vandt over ved valget, ikke forlader S og skifter tilbage til DF.
I stedet bør statsministeren tage EU-skeen i den anden hånd og benytte nederlaget i Europaudvalget til at starte på en frisk i Europapolitikken.
Og måske overveje en ny arbejdsdeling i regeringen: Statsministeren har mange store og vigtige sager på skrivebordet. Det kunne tale for, at statsministeren fremover overlader udenrigs- og Europa-politikken til vores kompetente udenrigsminister.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
