Af: Martin Dommerby Nielsen, udlændinge- og integrationsordfører for Venstres Ungdom & Emil Hornstrup Smidt, formand for Venstres Ungdom i Kolding
Loven om repatriering, altså den proces, hvor indvandrere frivilligt rejser hjem, halter gevaldigt i forhold til hensigten. Denne hjemrejseproces, og den tilhørende lov, har de seneste måneder været under samfundsdebattens lup. Senest, da en international socialrådgiver gav sit besyv på ordningen[1].
I dag er repatrieringslovgivningen i første omgang rettet mod individer, som har haft en vellykket integration. De mennesker, som med udlændingeministeriets ord har bevaret sin handleevne, ansvarlighed og engagement i uddannelse, arbejde og fritid. Disse er jo netop ikke mennesker vi ønsker at sende tilbage til hjemlandet med en pose penge - men tværtimod beholde, da de er en gevinst for Danmark, og tydeligvis har et godt liv.
En anden gruppe der har så benyttet sig af ordningen, er den man ville sige ikke har haft den fornødne handleevne, ansvarlighed og engagement i deres daglige gøremål. Altså en gruppe, hvor man med fin ræson kan sige, at ordningen er målrettet. Problemet er bare, at når denne gruppe vender tilbage til Danmark, betaler de ikke i samme ombæring de penge, de har “lånt”, tilbage[2].
Ovenstående viser, at lovgivningen, når det gælder repatriering, er alt for bred og uden en reel hensigt.
Skal en udlænding have penge - hårdt tjente danske skattekroner - til at rejse hjem for, og ovenikøbet penge til den nye start i sit hjemland, skal der være en god grund. Ressourcerne er langt bedre givet ud, hvis man først og fremmest, lægger en meget klar linje for, hvem der kan modtage støtten. Dernæst bør fokus være, at få lukket smuthullet, således at de udlændinge, der benytter ordningen, ikke blot ser den som en naivt-givet-ud gylden check.
Der skal derfor kun være to grupper, der skal kunne modtage støtte til repatriering.
Den ene er afviste asylansøgere. Disse er blevet vurderet til ikke at have et egentligt asylmotiv og skal derfor sendes tilbage. Derfor er det sund fornuft, at have repatrieringsordningen, som en del af de øvrige motivationsfremmende foranstaltninger, imens de er på udrejsecentre.
Den anden gruppe er de, som er mere end bemærkelsesværdigt bagud i integrationsprocessen. Disse er de udlændinge, der efter flere år i landet, beviseligt, ikke har taget Danmark til sig. Forstået på den måde, at de ikke har lært sproget, fundet sig et arbejde, mv. Disse gælder også kriminelle. Hellere at de afsoner i deres hjemland, end her.
Kigges der på problemet med tilbagebetaling, så kan dette også løses ganske let. Kommer man til Danmark igen, efter at have benyttet ordningen, så skal pengene tilbagebetales - uanset omstændighederne. Man skal have 3 måneders fortrydelsesret, hvorefter man ikke længere kan vende tilbage til Danmark. Vælger man at benytte sig af fortrydelsesretten, så skal pengene tilbagebetales, inden man vender tilbage.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
[1] https://www.berlingske.dk/kommentarer/socialraadgivernes-vejledningspligt-er-saa-absurd-at-den-ogsaa-rammer?fbclid=IwAR3EEA6jafnANr-ZrbYAh38Q35HvsXwAT8Rec9utl3vyP0cutyCm4S4wwT4
[2] https://www.berlingske.dk/politik/udlaendinge-rejser-hjem-for-skatteborgernes-penge-men-kommer-bare-tilbage
