Når du går en tur i naturen under coronanedlukningen er 2 ud af 3 personer afhængige af penge fra staten. Enten ved at være på en form for overførselsindkomst eller ved at være ansat i den offentlige sektor. 66 % af alle voksne danskere er afhængige af de offentlige kasser. Det er skræmmende højt, og giver stadigt større problemer i fremtiden.
For 50 år siden var det kun halvt så mange, der var i lommen på staten. Siden dengang er udviklingen kun gået i en retning. Det er en selvopfyldende profeti, der avler grådige og forventningsfulde borgere lige fra vugge til grav om, at de da også har krav på velfærdsstatens goder – betalt af en stadig mindre del af befolkningen der skaber velstanden. Tallene kommer fra den liberale tænketank Cepos.
Problemerne med udviklingen er mange og bekymrende. Der er for mange der kræver at gå til gilde og for få der betaler for det. Færre og mere specifikke grupper af danskere lever helt uafhængigt af staten – og målrettes derfor også oftest af politikerne for at blive fedtet ind i den offentlige sektor, enten ved at staten overtager deres arbejde eller de brandbeskattes. Det giver for mange danskere et for stærkt personligt økonomisk incitament til at ønske en større offentlig sektor.
Det skævvrider moralen, og den selvstændighedsånd, som Danmark er bygget op af. Værdien af at være menneske i egen ret udvandes. Det at tage ansvar og kræve sin frihed regnes ikke for noget. For mange ansatte i den offentlige sektor er blevet bildt ind, at de er i en oase af borgernær velfærd, der ikke må tåle den frie konkurrences lys. Med det til følge, at kravet om mere offentligt og mindre privat øges gevaldigt. De mange velfærdsstats-afhængige kan føre til et uigenopretteligt sørgeligt værdiskred.
Socialdemokratiet og venstrefløjen er gået fra at være solidariske med de arbejdende danskere, der tjente til sig selv og sine. I kampen for tvungne fællesskaber, højere skatter og en offentlig sektor danskerne ikke kan komme uden om er venstrefløjen blevet den politiske koalition for de offentligt ansatte. Selvom de er vigtige og ikke til at komme uden om, når snakken falder på uddannelsessystemet og plejen af vores ældre, så er de som vælgergruppe med til at etablere den venstreorienterede falske sandhed om, at dyrere velfærd altid er lig med bedre velfærd.
Den største provokation i den opgørelse er, at de største grupper – nemlig folkepensionisterne (1.1 mio.) og SU-modtagerne (311.000) – over et helt liv godt kunne klare sig selv. En folkepensionist har haft et – forhåbentligt – langt og lykkeligt arbejdsliv til at spare op til en god alderdom og de studerende på SU kommer til at tjene en ganske betragtelig løn på arbejdsmarkedet. Meget få af de 1.4 mio. Mennesker på enten SU eller folkepension er mennesker, der ikke kan tage ansvar for sit eget liv og derfor behøver en hjælpende hånd fra staten. På ingen måde. Velfærdsstaten har udviklet sig til, at være til for de mennesker, der ikke har brug for hjælpen. Samtidig svigter vi ansvaret for samfundets svageste. Det er et provokerende svigt. Staten er blevet politikernes instrument til at sløve selvstændigeden i vælgerbefolkningen og maksimere deres eget stemmetal ved at gøre et overvældende flertal af danskerne afhængige af statskassen.
