Eventyret om Ringen: Hvordan Mette Frederiksen udnyttede coronakrisen til at opnå uindskrænket magt

Christian Strarup. (Foto: PR-foto)
Christian Strarup. (Foto: PR-foto)

180Grader Debat,

25. maj 2020

Af Christian Strarup, MBA

Højt mod nord, i det lille kongedømme vi kender så godt, ramte en forfærdelig sygdom befolkningen – de kaldte den corona. Altså ligesom ringen rundt om solen ved en total solformørkelse. Og måske var det netop en solformørkelse som ramte landets regering og folketing, for i nattens mulm og mørke, vedtog man nærmest uindskrænket magt til landets statsminister – uden at ihukomme, hvorledes magtfuldkommenheden tidligere havde præget den smalle regering uden erhvervserfaring. 

En ond plan bliver til …

Landets statsoverhoved, så sit snit til at tilrane sig nærmest enevældig magt. Det krævede et mindre komplot, men det var til at overse. Tidligere havde netop regeringspartiet gået hårdt til landets vise mænd, hvis de mente anderledes end det som var god tone i Socialdemokratiets top. Så der ville næppe være den store modstand, hvis man truede med et par sværdslag mod spidskompetencerne inden for folkesundheden. Og med den snedige plan i hånden, gik statsminister Frederiksen til sagen. 

Med et ekspertvælde af nikkedukker i ryggen, tonede landets statsminister frem på TV og formanede enhver med skræmmescenarier og dundertale om, at landets ve og vel var på spil. Og resolut lukkede statsminister Frederiksen al aktivitet i landet ned. Således var den dristige plans første akt ført ud i livet.

Nu gjaldt det enevældig magt - så næste skridt i planen var at tryne det til tider uregerlige og kritiske folketing. 

”Vi har situationen under kontrol, men vi skal kunne handle hurtigt, så derfor må sundhedsministeren og jeg kunne tage drastiske beslutninger og handle hurtigt”, bedyrede statsministeren.  Og alle klappede i deres små hænder. For man troede jo fuldt og fast på, at Moder Frederiksen havde lutter gode hensigter. 

Alle – næsten – var enige om at vi havde en handledygtig statsminister som med almoderlig kærlighed talte ned til sine børn. Og i nærmest enevældig ophøjethed, talte hun om ”hvor klogt og ansvarligt vi har handlet” – jo, statsministeren kunne skam rose sig selv, for når hun siger ”vi”, omtaler hun blot sig selv i flertal. 

En sort tid kommer os i møde …

Alt gik i stå, og omkring det lille kongedømme voksede op en tjørnehæk, så venner fra nær og fjern ikke længere kunne besøge landet. Landets virksomhedsejere, som indtil den skæbnesvangre dag i marts, havde sikkerhed i, at epidemiloven beskyttede dem mod tab – blev taget ved næsen. Og end ikke tid til at tegne en forsikring mod tab fik de. Flere og flere måtte se deres livsværk gå konkurs og mange mennesker mistede deres arbejde. 

”Hvad skal vi nu gøre, spurgte de arbejdsløse hinanden? Der er intet arbejde at få og hvad skal vi få tiden til at gå med?”. Det havde landets ledelse allerede tænkt på, og miljøministeren var klar på TV med beskæftigelsesterapi til danskerne. Nu skulle affaldssortering i ti spande gøres obligatorisk i de små hjem.

Jo, der var skam tænkt på det hele. Og mon ikke dette tiltag kunne dæmme op for den stigende medicinering af befolkningen med lykkepiller og fjerne tanker om selvmord hos fortvivlede borgere – som kan se frem til en undren om et æbleskrog og kartoffelskræller skal i to forskellige spande.

”Hjælpepakker” til erhvervslivet blev forhandlet og vedtaget – nu skulle endnu flere blive afhængige af velfærdsnarkomaner og leve i livslang taknemmelighed for de almisser, statsminister Frederiksen kastede i grams i befolkningen. For statsministerens våde drøm var at blive hyldet af folket fra en balkon, akkurat som landets dronning på hendes fødselsdag. 

Landets virksomhedsejere, som først blev taget så grueligt ved næsen, måtte gå tiggergang hos myndighederne. Men hjælpepakkerne lod vente på sig – ja, for nogle nåede den aldrig frem, inden nøglerne til livsværket blev drejet om for sidste gang. Tilsyneladende var det kun de ”onde” virksomhedsejere, der sørgede for at beskæftige en masse af Moder Frederiksens undersåtter, som ikke fik hjælp. Helt anderledes stod det til med Pamper-vennerne i 3F. 

I ren mafia-stil havde 3F indledt faglige konflikter mod uregerlige virksomheder, som havde tegnet overenskomster med såkaldte gule fagforbund. Det kunne man ikke lide, og opbakningen fra regeringen kom prompte. Man kunne ikke blande sig i en faglig konflikt og således måtte de hårdtarbejdende virksomhedsejer se hjælpepakker og redningsplanker fordufte i krystalkuglen. Ja, for regeringen var tab af arbejdspladser ikke så vigtigt som at pleje pamper-rytterne hos 3F. 

Nye metoder tages i brug …

Landets aviser, TV2 og DR blev taget på sengen og glemte helt at være kritiske. Moder Frederiksen talte til dem, som en formanende socialistisk messias og ingen turde stille kritiske spørgsmål. End ikke virksomheder, som havde ret til at holde åbent, turde benytte sig af deres ret – for en regeringskoordineret udskamning af ”urostiftere” var allerede på plads. For åben mikrofon og med rullende kameraer sendte erhvervsminister Kollerup en svensk møbelgigant i den offentlige gabestok og lod forstå, at deres ”utidige” åbning ikke faldt i god jord. 

Og således gik det til, at ”udskamning” fandt vej til et talepapir til Moder Frederiksen. For at sikre arbejdsro og taletid til nationen uden kritiske spørgsmål, sendte Moder Frederiksen store dele af DR og TV2 hjem, så kun de mest venlige mikrofonholdere blev på deres pind. 

Udskamningen gjaldt ikke kun virksomheder. Også politiske modstandere, eller folk som ikke delte Moder Frederiksens og hendes slæng af røde medløberes påtagede humanistiske holdning om, at vi skulle passe på de svage og syge – men som i virkeligheden handlede om økonomi og kapacitet i sundhedsvæsenet – blev udskammet, og hængt ud som profit-elskende, menneskefjendske egoister og rige svin, som kun tænkte på sig selv. Men intet kunne være mere fjernt fra sandheden, for i virkeligheden var sagen en helt anden. For dem, handlede om at passe på alle – at sikre at risikogrupperne fik hjælp og at vi samtidig holdt landet i gang, så skatter og afgifter kunne finansierer sundhedssystemet.  

Springer op som en løve – falder ned, blidt som et lam …

Der var enkelte journalister som forholdt sig kritisk. Ridder Qvortrup af Ekstra Bladet formastede sig til at stille et kritisk spørgsmål til landets spids og blev på nationalt TV udskammet i en bidsk og belærende tone. For man kritiserer ikke landets enevældige statsminister ustraffet. 

Flere journalister fulgte trop, og med pennen og læsebrillen som eneste våben gravede de urigtige og fejlagtige oplysninger frem fra ”eksperterne”. De eksperter, som havde banet vejen for at statsministeren kunne optræde enevældigt.

I virkeligheden var den frygtelige sygdom slet ikke så udbredt som man skulle tro, og flere af landets dagblade forholdt sig kritisk til, om det i virkeligheden var nødvendigt at lukke landet ned. 

På TV og i diverse medier forsikrede Moder Frederiksen os om, at hun var statsminister for HELE Danmark, også de syge, og dem som bliver klemt. Ingen turde spørge hende, om hun også er statsminister for de mange mennesker som tager deres liv i desperation over, at deres livsværk lukker.

Om hun er statsminister for de mennesker, som må ty til antidepressiv medicin for at holde isolationen ud? Om hun også vil påtage sig et personligt ansvar for de virksomheder, hun indirekte har lukket ned for på et fejlagtigt grundlag?

Men landets skribenter og journalister havde fået nok. End ikke den politiske opposition havde mod og mandshjerte til at stå op for det, som de mente. Og man lod statsministeren drive gæk med dem. Indkaldte til forhandlinger for i næste nu at indkalde til pressemøde og fremlægge den plan som forhandlingen skulle handle om. Jo, hun forstod til fulde ”del og hersk”. 

Kommer ridderen på den hvide ganger og redder nationen?

”Hvem skal redde os?”, gispede store dele af befolkningen og så med længsel efter den politiske opposition. ”Tænk, hvis vi havde en borgerlig ridder, som med sandhed og indsigt som skarpslebne våben, kunne tage kampen op mod den enevældige hersker” – men ingen kom riget til undsætning.

End ikke den nye Herre Ellemann – som ellers godt kunne give den som trold af en æske – fandt det belejligt at stille sig på bagbenene over for statsminister Frederiksen. Som en venstre-løve blev Herre Ellemann blid som et lam, når Moder Frederiksen opløftede sin røst og talte dunder, usandheder, manipulerede med sandheden og eksperternes anbefalinger. 

Ethvert eventyr med respekt for sig selv bør ende med ”… og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Om det ender såvel, vides ikke- for meget afhænger af, om befolkningen, virksomhederne og oppositionen snart har fået nok, og stiller den uoplyste og enevældige Moder Frederiksen til ansvar. Hvis ikke, bliver dette kapitel i Danmarkshistorien en gyser, der kunne være skrevet af selveste Stephen King, og så er slutningen allerede skrevet!

… og de overlevede ulykkeligt til deres dages ende!

Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.