Coronavirus udstiller en sygdom, der længe har haft tag i den vestlige verden

SARS-CoV-2 er globaliseringens alter ego og rammer både krop, sjæl og samfund. Relativt få raske mennesker kommer til at dø af SARS-CoV-2, men langt de fleste verden over vil blive berørt af pandemien og for de svage kan virusset være fatalt.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

180Grader Debat,

23. marts 2020

Af Nick Mogensen, forpagter på Vedersø Klit Badehotel og tidligere folketingskandidat for Nye Borgerlige

Et par indledende bemærkninger

Virusset, som i folkemund kaldes ”coronavirus”, er en ny virus, der hører til under stamtræet for coronavira. Symptomerne minder i mange tilfælde om det man ser ved almindelig influenza – nogle mener dog, at symptomerne varer længere end det man ser ved almindelig influenza og der går rygter om, at man få varige skader af virusset. Jeg har ikke tilstrækkelig viden herom til at kunne af- eller bekræfte disse rygter. 

Virusset er nyt og derfor er der ingen særlig befolkningsmæssig immunitet. Det ser ud til, at SARS-CoV-2 er særligt farligt for ældre og/eller svækkede personer. 

Der hersker en del misforståelser om virusset og desværre ser man, at mange ekstrapolerer på baggrund af mangelfulde eller ensidige informationer. Man ser billeder fra Italien, hvor den ene ligkiste efterfølges af den anden og kommer således naturligvis til at frygte det værste. Mange forsvarer aggressivt regeringens tiltag imens andre slår pandemien hen, som en pjattet overreaktion. 

Jeg befinder mig et sted på tværs: hverken-eller og et slet ikke sikker. I mit civile liv, er jeg først og fremmest far, hotelforpagter og kok og er derfor særlig ramt af regeringens påbud og forbud. Denne artikel er dog ikke en klagesang for den tort min familie og jeg må lide under krisen. 

I stedet, er det et forsøg på at gøre opmærksom de dele af krisen, som jeg ikke ser belyst i tilstrækkeligt omfang i dagspressen. Det er ikke spørgsmålenes tid fornemmer man. Det er handlingens tid. Jeg tillader mig dog at stille nogle spørgsmål, som stof til eftertanke, hvis nogen kan bruge det til noget.

Virusset rejser videre

Den 23. januar kommer der rejserestriktioner i Kina, som følge af det man kalder ”Wuhan Lockdown”. Nogle tilfælde af lungebetændelse, der viser sig at være forårsaget af det, som vi i dag kender, som coronavirus, får kineserne til at reagere med barske restriktioner.

Den 23. januar ved de færreste danske noget om virusset i det hele taget og slet ikke, at det ender med at kaste landet ud i en national undtagelsestilstand og en økonomisk krise. 

Som dagene går, drypper der gradvist mere information ud til det internationale samfund om SARS-CoV-2, men jeg oplever ikke selv nogen nævneværdig forandring, når jeg taler med folk herhjemme.

Måske var det ligesom under SARS-krisen, at de fleste regnede med, at det var endnu en mærkelig virus fra Kina, der ville holde sig inden for Kinas grænser. 

Medio februar sætter WHO, som tøver med at melde noget konkret ud om tingenes tilstand (af uvisse årsager), en undersøgelsesgruppe i søen, der rejser til Kina for at undersøge forholdene i landet. Rapporten, som udgives den 28. februar kaldes ”Report of the WHO-China Joint Mission on Coronavirus Disease 2019 (COVID-19)” og kan findes på WHO’s hjemmeside.

I rapporten fremgår det (jeg vil ikke indsætte teksten her, da det bliver for omfattende), at man anbefaler lande, der har oplevet smitte eller frygter eventuel smitte, at gøre brug af drastiske virkemidler for at bremse smitten. I slut februar begynder jeg at høre de første mere alvorlige kvæk internationale medier og blandt andet lægefaglige YouTube-kanaler, som jeg følger.

I Danmark mærker jeg dog stadig ingen særlig bekymring hos de fleste. På vores hotel holder vi åbent, men jeg – heldigvis uden at blive helt til grin – oplyser vores personale og min bror, som jeg driver hotellet med, om, at SARS-CoV-2 meget vel kan blive en alvorlig krise. Selvom jeg har personalets og min brors goodwill, mærker jeg, at det er svært at overbevise andre om, at dette kan blive alvor. 

Jeg begynder at beskæftige mig mere intensivt med viden om virusset og må konstatere, at den fornødne sundhedsfaglige indsigt langt overstiger min begrebsverden i den henseende. Ikke desto mindre, kan jeg læse og tænke, så jeg får alligevel konkret og brugbar viden ud af de forskellige fagpersoners indsigt. 

Tallene slut februar ser ud til at vise, at virusset er væsentlig mere smitsom end almindelig influenza og op imod 10 gange så dødeligt. Almindelig influenza har i snit en dødelighed på 0,1 % imens SARS-CoV-2 har en dødelighed på antageligvis 1 %. Nogle eksperter fremskriver tidligt i forløbet, at op imod 50-70 % af verdens befolkning kan ende med at blive smittet af virusset. Det tegner altså – selv for en lægmand, som jeg – til at kunne blive en slem pandemi verden går i møde. 

SARS-CoV-2 minder ikke om Den Spanske Syge

Jeg har tidligere beskæftiget med det, som kaldes Den Spanske Syge – som i øvrigt ikke kom fra Spanien – og, som i årene 1918 til 1920 kostede et sted mellem 50-100 millioner mennesker livet. Derfor tænkte jeg med det samme på denne historiske begivenhed, der tog livet af millioner for snart 100 år siden, da alvoren ved SARS-CoV-2 gik op for mig ultimo februar/primo marts. 

Den spanske syge ramte primært yngre og gravide personer. Jeg vil derfor advare imod den misforståelse, som man jævnligt ser på nettet og Facebook, at folk sammenligner SARS-CoV-2 med Den Spanske Syge. De to vira er forskellige. SARS-CoV-2 rammer primært ældre og/eller svage, hvor Den Spanske Syge, som sagt gjorde det modsatte.

Den Spanske Syge var anti-darwinistisk, som en af verdens førende eksperter på området, Michael Osterholm, siger, som følge af en ”cytokine storm,” som får immumforsvaret til *overkompensere* og dermed være farligt for ejeren selv.

På samme måde, som ondt i ryggen kan skyldes en lang række tilstande, kan ondt i hovedet, feber, løbende næse, hoste mv. også være forårsaget af vidt forskellige vira, der alle kan kræve forskellige tilgange og behandlinger.

SARS-CoV-2 menes at have sit ophav i asiens ”wet markets”, hvor et utal af eksotiske dyr bliver solgt, som spisekød. Disse markedet har længe været kendt, som en smeltedigel for udvikling af virus og vores fødevareindustri, med særligt blik på produktionen af husdyr, er et øvelsesterræn for vira i almindelighed. Så det er ikke underligt, at noget, som denne pandemi ville bryde ud på et tidspunkt. 

Jeg hører ikke dog ikke mange i denne krisetid tale om, at de vil spise for eksempel mindre kyllingekød, så vi kan få fjernet nogle af de over 20 milliarder kyllinger i fødevareindustrien på verdensplan, der alle kan være potentielle inkubatorer for en ny virus. Skal der en pandemi til før den slags overvejelser står på menuen? Tilsyneladende ja.

SARS-CoV-2 er en ”zonotisk virus”, hvilket vil sige, at det oprindeligt stammer fra et dyr (formentlig flagermus) og på et tidspunkt er muteret, gennem en mediering, som eksempelvis et desmerdyr, og altså har haft held med at smitte et menneske, der så har smittet et andet menneske og så videre. Smitten menes primært at foregå gennem luftbårne partikler – der i øvrigt er ufatteligt små. Der kræves kun ekstremt små mængder virus for, at det kan udvikle sig til smitte hos et menneske. For at give et eksempel, så kender alle det, at solstråler bevæger sig ind et vindue og man ser små partikler svæve i luften. De små partikler ser man ikke almindeligvis, men det efter samme princip, at SARS-CoV-2 primært smitter. Håndhygiejne er vigtigt, men det hjælper ikke mod faren for at indånde virusset. 

Den forsinkede reaktion

Når jeg er blevet spurgt om jeg mener regeringen skulle have handlet anderledes, siger jeg, at jeg forbeholder mig retten til at vurdere handlingsforløbet, når den værste storm har lagt sig. Jeg kan ikke på stående fod sige, hvor jeg står. Jeg kan dog sige, at jeg undrede mig over, at den danske regering først d. 11 marts valgte at begå en række omfattende indgreb for at inddæmme smitten. Det er ikke fordi jeg sad og hungrede ofte de omfattende indgreb, men fordi jeg undrede mig over den forsinkelse, der var næsten 14 dage fra den WHO-rapport jeg tidligere nævnte, hvis anbefalinger ikke ligger langt fra det regeringen altså foreslog den 11. marts. 

En gruppe forskere, hvis artikel blev publiceret i Science, som er et anerkendt videnskabeligt magasin, begik nogle fremskrivninger på baggrund af bayesiansk statistisk ud fra data af den 23. februar, da ”Wuhan Lockdown” fandt sted. Deres beregninger viste, at 86 % af personer smittet med SARS-CoV-2 ikke var testet for smitte – og altså derfor ikke vidste, at de havde SARS-Cov-2.

Man kan sige, at broderparten af de smittede med SARS-CoV-2 bekymringsfrit kunne færdes i Kina og resten af verden og dermed sprede smitten, som i dag er en reel pandemi. De 86 % viser også, at inddæmning af smitte er afgørende, hvorfor det kan undre, at regeringen ikke tog sine forholdsregler inden d. 11 marts, da Danmark på dette tidspunkt allerede havde en del smittetilfælde. Afbødning blev og er nu tilsyneladende den eneste strategi.

Mangelfuld forberedelse og en note om masker

Når man beskæftiger sig med relevante kilder angående pandemier og SARS-CoV-2, står det klart, at flere af dem mener, at har været for dårlig forberedt og har reageret for langsomt. 

Den vurdering deler jeg for så vidt. Ikke fordi jeg er bagklog; for at være bagklog skal man være klog på stoffet og det er jeg ikke, men fordi den information, der sidenhen er kommet frem via almindelige medier i sammenhæng med den viden, som jeg fandt i relevante kilder viser, at mangelfuld forberedelse meget vel kan være en afgørende faktor, der har bidraget til denne (inter)nationale krise. 

Michael Osterholm giver i sin bog ”Deadliest Enemy” mange eksempler på noget, der bør bekymre alle i fremtiden. Blandt andet, at mange hospitaler i USA og andre lande ikke har filtermasker på lager andet end til et par dage, hvis der opstår en pandemi. 

Derudover har mange hospitaler ikke noget pandemiberedskab og de kan således komme til at bruge meget tid på at omstille sig, hvis en pandemi skulle opstå. I forbindelse med en pandemi har vi set, at netop hastighed og handling er vigtigt og det er derfor noget, som bør vække alarmismen hos enhver borgerne, hvis vi ikke kan stole på, at sundhedsvæsenet har et tilstrækkeligt beredskab til at håndtere en pandemi. 

En kort note om masker. Der har bredt sig den forståelse, at masker i almindelighed ikke hjælper – selv visse fagfolk har påstået den slags i talte og skrevne medier. Dette forhold har jeg undersøgt og der er intet, der tyder på, at det er rigtigt, at masker i almindelighed er uden funktion. De masker, som kirurgen har på, når vi bliver opereret, er rigtignok ikke lavet til at holde vira ude. De kan dog godt være med til at holde eventuelle vira inde bag masken, hvis man er smittet.

Til gengæld findes der mange andre masker, herunder masker, der bruges i industrien af folk, der arbejder i farlige omgivelser – eksempelvis med nedbrydning af asbest –, som faktisk har en effekt. 

Blandt andet de såkaldte N95-masker eller filtermasker, har en betydelig effekt og det har derfor undret mig såre, at så mange påstår, at dette ikke skulle være tilfældet. Hvis masker i almindelighed ikke havde en effekt, ville eksempelvis gasmasker være et af historiens største svindelnumre. Jeg tror dog næppe nogen har held med at argumentere for den påstand, når man tænker på de mange, der oplevede den grusomme sennepsgas’ hærgen i skyttegravene under første verdenskrig – lige før Den Spanske Syge brød ud – og som er præcist beskrevet af Ernst Jünger i bogen ”In Stahlgewittern”. Her hjalp (gas)masker ofte rigtig meget.

Det er min påstand, at den mistænkeligt kraftige afvisning af masker i almindelighed skyldes, at, hvis folk ville købe disse (filter)masker, ville der simpelthen opstå mangel på masker til det sundhedsfaglige personale - for hvem disse masker naturligvis er afgørende. Det er en legitim bekymring, men det forsvarer ikke, at man modificerer sandheden i så vidt et omfang.

Midlertidig status og afsluttende bemærkninger

Som jeg tidligere har nævnt, er det for tidligt at sige noget vidtgående om regeringens håndtering af krisen. Til gengæld er det meget rimeligt, at man stiller nogle spørgsmål til det forløb, der indtil videre viser tegn til at forandre Danmark i en anseelig udstrækning – i hvert fald for en periode. Noget af det, der interesserer mig, i forlængelse af de politiske tiltag, er i hvilken udstrækning den afledte effekt vil betyde ofre for SARS-CoV-2, som ikke nødvendigvis er syge eller døde af virusset og, som ikke kommer til at figurere i den direkte statistisk. De omfattende indgreb er ikke rentefri – om man så må sige.

Økonomisk krise har en sammenhæng med for eksempel et øget antal selvmord. Regeringens økonomiske dispositioner nu og i den nærmeste fremtid kan have en væsentlig indflydelse på, hvorvidt vi vil se en markant vækst i antallet af alvorlige depressioner og eventuelt selvmord. 

Derudover er det indlysende, at det er tvivlsomt, at man ved nye og andre epidemier, eller en eventuel opblomstring af SARS-CoV-2 til efteråret, kan lukke det meste af landet ned?

Det vil tære for meget på økonomien og folks tålmodighed. Internt i den offentlige sektor, vil det også give problemer, da det sundhedsfaglige personale vil komme til at arbejde uforholdsmæssigt meget i forhold til øvrige personale i den offentlige sektor, der eventuelt sendes hjem med fuld løn. 

Opstarten af private virksomheder kan blive hæmmet af bekymringen for, at regeringen pludseligt kan rykke tæppet væk under forretningsgrundlaget og, at en eventuel kompensation for tabt omsætning ikke er givet. Regeringens hjælpepakker er en håndsrækning, men ikke en trylledrik, der løser de mange økonomiske problemer. Markedet kan generelt komme til at lide under den manglende tiltro, der vil være, hvis enkelte lande eller det internationale samfund åbner og lukker nationer i tide – og måske i utide. 

Det bør også give anledning til bekymring, at frihedsrettigheder, retten til at forsamle sig mv. så hurtigt og problemfrit kan indskrænkes – og med en stor del af befolkningens gunst, hvis man skal tro folkestemningen på tværs af politisk opinion. 

Man skal huske på, at få mennesker reelt har nogen indsigt i virusset SARS-CoV-2, eller samfundsøkonomi i almindelighed, og derfor – pardon my Danish – ikke er særligt egnede til vurdere konsekvensen af de omfattende politiske beslutninger, der er lanceret af regeringen kontra det eventuelt undgåede antal smittede og syge. 

Jeg oplever på Facebook en overraskende enfoldighed angående viden om virusset, der er meget sort/hvid. Det giver et sløret billede og det er en farlig leg at støtte op om så afgørende indgreb i folks frihed og den enkeltes økonomi uden at kende nærmere til konsekvenserne i et længere perspektiv.

Det kunne jo være – sagt, som tankeeksperiment –, at man ligeså fint kunne have håndteret krisen ved at give et påbud til folk om at gå med filtermasker (hvis, der altså havde været nok), holde en god hygiejne og bede ældre og svagelige blive inden døre? Hvem ved. At underkaste sig strækmarchens rytmiske klang er under ingen omstændighederne den rigtige adfærd. 

Visse personer har benyttet krisen til at afsende politiske budskaber med en bestemt kulør. Det tror jeg er uklogt. At der måske har været tale om mangelfuld forberedelse betyder ikke, at det er den nuværende regeringens skyld.

Passiviteten vil i så fald kunne tilskrives flere af de senest siddende regeringer og ikke kun den nuværende. Ikke desto mindre betragter jeg mangelfuld forberedelse – indtil jeg er er modbevist –, som en afgørende komponent i krisens motorrum, når man nu har haft alle muligheder for at tage mange eksperters advarsler gennem tiden alvorligt. 

En dansk debattør nævnte for nyligt, at denne krise også er en krise for individualister, der angiveligt – og på magisk vis? – skulle blive modbevist i deres adfærd, som følge af, at krisen håndteres ud fra kollektivistiske hensyn. Tværtimod.

Det modsatte er faktisk tilfældet. Havde flere danskere været velinformeret om risikoen ved/for pandemier, så havde folk haft langt bedre mulighed for at ligge lidt ekstra mad til side, købe par liter håndsprit og gennem nogle filtemasker i viktualierummet, hvis det skulle blive nødvendigt. 

Og vi kunne også, mere præcist, have stillet krav til myndigheder om, at have en større kapacitet af de fornødne ressourcer til rådighed i tilfælde af en pandemi. 

Det er i høj grad det enkelte menneske, dets rettigheder og det selvstændige initiativ, der trues af et kollektivt svigt, som ikke har nogen klar ejermand, men, hvis afledte effekt påvirker alle (negativt) i samfundet.

Man kan dog, skal det siges, – i skrivende stund – vist heller ikke anklage den pågældende skribent for at have nogen særlig erfaring med at drive en værdimaterialiserende virksomhed, så det kan meget vel være årsagen til, at der ikke er fugls føde på debattørens uheldige analyse. 

Jeg glæder mig over, at regeringen og de øvrige partier har lanceret støttepakker, der skal tilgodese samfundets økonomi på kort og lang bane. Hvad dette konkret indebærer ved jeg ikke – og i forhold til min egen situation, kan små variable og afgørende tal være forskellen på overlevelse og konkurs.

Det er dog min forventning, at vi klarer os igennem. Ikke desto mindre har jeg stor medfølelse med de mange, der ikke undgår manden med leen – i den ene eller anden forstand. Jeg ønsker bestemt, at så mange, som muligt kommer vel igennem dette minefelt. Det er et kollektivt ansvar at hjælpe være gamle, svagelige og dem, hvis forretningsgrundlag ved lov pludseligt rives væk.

Det er uheldigt, at netop et kollektivt svigt nu bringer både de gamle og svagelige i risikozonen for alvorlig sygdom, som følge af smitte med SARS-CoV-2, men også truer sunde og raske på deres indtægtsgrundlag og deres virkelyst til at være med til at opbygge fremtidens samfund. 

Denne krise bliver er en balancegang, hvor øvelsesperioden allerede er forbi. Der skal træffes rigtige beslutninger på stående fod. 

I fremtiden, er vi nødt til at være meget bedre forberedt på situationer, som denne. Vi er nødt til at genoverveje vores levevis for at undgå fremtidige mutationer af vira og vi må også overveje, om ikke vores årelange nonchalant-tilgang til globaliseringen har brug for en kraftig gennemgang, så vi kan mindske de afledte effekter af fremtidens pandemier?

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.