Af Ida Blok Gamborg Christiansen, studerende på Anvendt Filosofi i Aalborg
Coronatiden er over os. Den er i os. Den er med os og mod os, og vi står alle en kende magtesløse og følger med udefra og indefra.
Den kritiske sans og de kritiske spørgsmål har aldrig været vigtigere i nyere tid. Med medierne som kompas forsøger vi alle at dække os ind med viden om krisen på nationalt, regionalt og globalt plan. Selv er jeg meget skeptisk over for Kina og deres telos med hjælpepakkerne.
Noget for noget, som man siger. Men det kan jeg vist skrive et manifest om på senere tidspunkt.
Jeg vil sige, at det er overilet at åbne op for de små klasser. ”Børn skal være børn”, og ikke bære det store moralske ansvar det er at holde afstand og lade snottet blive i næsen, når denne løber. Pædagogerne og afdelingslederne skal på overarbejde og styre de små med helt uvirkelig hård hånd.
De skal kontrollere det ustyrlige, tæmme børnenes nysgerrighed og låse dem fast i frygten om at bringe smitten med hjem til husstanden og de ældre. Det er alt for voldsomt, at børn skal tvinges til så ’voksen-værdige’ forpligtelser, og ansvaret, vi tillægger dem, er et ansvar, man kun kan tillægge dem, der er gamle nok.
Det er utilgiveligt, at de små skal tynges af skyldfølelse over at blive smittet med covid-19 og videreføre denne til deres forældre og bedsteforældre. Det er ikke de smås opgave; det er de ikke i stand til. Det skal de ikke tvinges til. Børn er børn, og regeringens ’taktiske’ genåbning af Danmark er en misforståelse langt ude af proportioner.
Jeg betvivler, hvorvidt samfundet nogensinde kan ramme normalen igen. Jeg har oplevet mennesker med udtalt paranoia skrige og råbe: ”HOLD AFSTAND”. Kvinder og mænd tømme desinfektionsgelen i desperation og uden tanke på, at ’sharing is caring’ - selvfølgelig kun når det angår hygiejne og ikke smitten.
Jeg har oplevet, at befolkningen tror, at denne tilstand giver friheden til at svine til og tage fra andre mennesker, der dybest set vil hinanden det godt. Det er usikkert, og det, der fremstår som demokratisk overvågning, nærmer sig en totalitær tilstand af ’stikkerkultur’ og beherskelsesfattig retorik.
Jeg er utryg ved alt, der handler om at bevæge sig ud, selvom denne ud-i-verden-bevægelse giver mig muligheden for at finde ro og balance.
Det er ubehageligt, når medierne skyder skylden på privatpersoner, hvad angår smitten. Eks. pigen, der ”bragte covid-19 til New Zealand”. Hun blev hængt ud på de digitale medier. Det kan aldrig nogensinde være ’nogens skyld’, og det er denne tilstand, jeg frygter, når vi åbner op for Danmark med de små i hovedrollerne.
Det ville være umenneskeligt og forkert at gøre barnlig leg til en kriminel handling, der forårsager smitte og potentiel dødsfald i hjemmet; så bliver det pludselig lille Sørens og lille Lises skyld. Det er så forkert, som forkert kan være.
Jeg håber inderligt, at folk vil tænke over deres handlinger og retorik. Selv har jeg konverteret sætningen ”hold afstand” til ”giv plads”, da denne virker langt mere human, kærlig og optimistisk. At give plads er at rumme hinanden med tanke på, hvad der er bedst for dig og mig.
Imperativet ”hold afstand!” er derimod noget, jeg ser stående for mig på plancherede skilte i George Orwells ”1984”- samfund, og sætningens genlyd rumsterer som et frygtbaseret ekko i mine øregange.
Det er min tese, at vi skal give plads til, at børn er børn. At pædagoger og lærere ikke skal og ej kan bære det store ansvar, det er at tæmme og kontrollere børns unikke nysgerrighed og åbenhed. At vi skal give plads til hinanden og skærpe den kritiske sans, hvad angår mediedækningen af Covid-19.
Vi skal tænke over, at skylden er noget, vi kollektivt bærer. Det er så nemt at skyde skylden på kvinden fra New Zealand, for så behøver vi slet ikke selv at tage noget ansvar. Så kan vi sætte os ned på vores flade røv med krydsede arme og sige ”sikke en ignorant kælling”.
Hvordan skal vi blive klogere og få krisen stoppet, hvis vi bliver ved med at fralægge os ansvaret og lægge os fladt ned for mediernes forskruede dækning af virkeligheden?
Det bliver nødt til at stoppe. Vi er sammen om det her. Vi kommer ikke ud af krisen, hvis vi ikke kollektivt tager ansvar.
De kausale effekter er startet på et fiskemarked i Kina (eller er det?) og ak ja, sikke noget. Men realiteten er, at vores globale samfund er knudret sammen. Situationen fordrer, at vi tænker sammen og ikke hver for sig.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
