Af Stefan Agger, lektor og politisk aktiv i Liberal Alliance
Når man bevæger sig rundt mellem borgerlige meningsdannere i både det sociale og det trykte mediehav, så kan man for tiden ikke undgå at støde ind i begrebet ”borgerlig idekrise”. Det er et tegn på en manglende selvtillid og tro på eget projekt i den borgerlige lejr, som formodentlig stammer fra den forrige regerings uheldige livsforløb.
Grundlæggende er det dog forfejlet at tro at de borgerlige ideer nu skulle være mindre gode end de altid har været; der er snarere tale om at man skal have mere selvtillid i stemmen når de fremsiges. Hvis der dog skulle være nogen der mener, at ideerne for et borgerligt samfund helt er blevet væk, så skal jeg dog gerne her redegøre for en række af de kerneværdier det borgerlige samfund bør bygge på:
For det første skal det lægges som grundlag for samfundsindretningen, at den enkelte grundlæggende har ansvaret for eget liv, og således også må bære konsekvenserne af de gode og dårlige valg der træffes gennem voksenlivet. Det betyder derfor også at borgeren i højere grad bør forvalte egne midler og derfor betale mindre i skat til staten.
For det andet må det være sådan at skolens fremmeste rolle er at hjælpe os til at blive myndige og dannede individer, der kan forventes at bære ansvaret i eget liv. Vi går ikke i skole for samfundsøkonomiens skyld, men for at blive til individer i egen ret. Det er dog også vigtigt at skolen placerer os i en national sammenhæng, og giver det enkelte individ en sans for egen dansk kultur, historie og sprog.
For det tredje skal det stå klart at statens vigtigste rolle i den borgerlige vision er at sikre borgernes liv, ejendom og tryghed. Dermed rykker institutioner som politi, forsvar og retsvæsen op ad prioritetsrangstigen når det kommer til anvendelsen af de fælles midler, mens også sygehusenes beredskab kan siges at være med her. Ned rykker til gengæld statens rolle som ansvarlig for vores generelle velbehag i livet.
For det fjerde må det være en del af en borgerlig vision at flere områder af samfundslivet skal fungere på private hænder og udsættes for større konkurrence. Som eksempel kan man nævne sundhedsvæsenet, hvor statens rolle som både efterspørger og udbyder bør brydes.
For fremtiden bør særligt udbuddet af sundhedsydelser i højere grad placeres i den private sektor, mens staten stadig i første omgang kan bevare rollen som efterspørger og betaler af sundhedsydelser.
For det femte er der indvandringen som åbenlyst ikke fungerer efter fornuftige principper. En borgerlig indvandringspolitik må bygge på en højere grad af selvforsørgelse, en større sortering i hvem vi vil tildele permanent opholdstilladelse og endelig et utrætteligt arbejde for at afskaffe retskravet på spontan asyl, hvis blot man tropper op på den danske grænse.
For det sjette er der forholdet til EU, som kan være svært at finde fodslag om i den borgerlige lejr. Jeg har dog svært ved at gennemføre en analyse i mit hoved der gør et dansk exit fra EU til en god ide.
EU er afgørende for dansk velstand og sikkerhed, men et EU der konstant underminerer egen popularitet gennem tåbelige forslag og evig breden sig til nye områder er omvendt heller ikke bæredygtigt. Jeg vil dog mene at EU-begejstring er udgangspunktet, mens man så må skyde med de store skyts på de konkrete ideer man ikke bryder sig om.
For det syvende er der forankringen af den danske forsvarspolitik i NATO. Vi skal forvente at europæernes sikkerhed i højere grad kommer på egne hænder i de kommende år, hvor hovedattraktionen på den internationale scene bliver dansen mellem USA og Kina, og hvor Europa ikke vil have nogen interesse i meget tydeligt at vælge side.
Derfor bør det også være en del af det borgerlige Danmarks program at forsvarsforbeholdet i EU før eller siden bør afskaffes, sådan at Danmark sikkerhedsmæssigt kan stå tættere på Europa efterhånden som den amerikanske paraply forsvinder.
Og således kan man i princippet fortsætte: med kultur, med medier og DR, med klimaløsninger baseret på markedskræfter osv. De borgerlige ideer findes lige under næsen på os, og deres gyldighed er ikke mindre i dag end for to, fem eller ti år siden.
Hvis der findes partier der kalder sig borgerlige, men som ikke bare ser lidt uenigheder med nogle af ovenstående ideer, men som grundlæggende er uenige i visionen, så er det måske nærmere der krisen skal findes: At der måske findes partier som er nominelt borgerlige, men hvis forhold til de borgerlige grundværdier er særdeles tvivlsom.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
