5 grunde til at klimaloven er problematisk

Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlige tænketank CEPOS. (Foto: PR-foto fra CEPOS)
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlige tænketank CEPOS. (Foto: PR-foto fra CEPOS)

180Grader Debat,

30. januar 2020

Af Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS

Et stort flertal i Folketinget har stemt for klimaloven. Den indebærer et ekstremt ambitiøst mål om at reducere de danske drivhusgasudledninger med 70 pct. fra 1990 til 2030. Ikke kun målet men også tilblivelseshistorien er uden sidestykke. 

Under valgkampen op til Folketingsvalget sidste år var det kun Enhedslisten og Alternativet, som gik ind for 70 pct.-målet. Socialdemokratiet gik ind for en reduktion på 60 pct. og veg ikke tilbage fra at betegne yderpartiernes mål som overbudspolitik.

Da den socialdemokratiske regering skulle dannes, blev 70 pct.-målet imidlertid en del af ”forståelsen” mellem regeringen og dens støttepartier. Derefter tilsluttede også alle partier i blå blok sig målet, Nye Borgerlige dog undtaget, ligesom LA forlod forhandlingerne om klimaloven undervejs. LA gik, fordi man ikke kunne få oplyst, hvad politikken vil koste. 

Efter lovens vedtagelse har også Venstre forlangt at se et regnestykke, men det har regeringen kategorisk afvist. Realiteten er således, at et stort flertal har vedtaget en politik uden nogen idé om omkostninger, redskaber eller effekter. Det er måske ikke uset, når det gælder mindre politiske forslag, men ingen initiativer i denne skala er vist i nyere tid blevet besluttet uden nærmere forestilling om konsekvenserne.

Det er nu ikke kun tilblivelseshistorien og det manglende beslutningsgrundlag, som er problematisk. Det er selve reduktionsmålsætningen også. Her er de vigtigste problemer.

1) Reduktionsomkostningerne er stærkt stigende med ambitionsniveauet. Det koster altså uforholdsmæssigt meget mere at fjerne det sidste end at fjerne det første ton. Frugterne hænger højere og højere i træet. Den reduktion, der er nødvendig for at nå 70 pct., er så omfattende, at ingen kan pege på konkrete virkemidler til at nå helt i mål. Der skal tages teknologier i brug, som i dag er alt for dyre at anvende. 

2) Reduktionsomkostningerne er imidlertid allerede høje i Danmark. Uden for landbruget koster det i gennemsnit over 800 kr. at fjerne et ton CO2. Det er dobbelt så meget, som den anslåede globale skadevirkning på klimaet på godt 400 kr. per ton. Nogle udledninger koster mindre end både gennemsnittet og skadevirkningen, og derfor kan man billiggøre reduktionen ved at gøre afgiftsbelastningen mere ens, men det høje gennemsnit siger, at vi med lethed kan gøre mere skade end gavn med det ambitiøse mål – dvs. bruge flere penge på at begrænse drivhusgasser end de anretter af skade.

3) Et nationalt dansk mål tager ikke hensyn til lækage til udlandet. Lækage vil sige, at reduktioner i Danmark fører til større udledninger i andre lande, fx vil afgifter på industri i Danmark føre til, at kinesiske producenter kan sælge mere. Vismændene har beregnet den gennemsnitlige lækage til omtrent halvdelen og i landbrug samt industri helt op til 80 pct. Der er altså store forskelle på, hvor meget de globale udledninger falder, når Danmark reducerer. Ved et rent nationalt mål er det ikke omkostningseffektivt at tage hensyn til lækage og konkurrenceevne. Et ton CO2 belaster det nationale mål lige meget, uanset om det kommer fra en dansk forbruger eller en konkurrenceudsat virksomhed Det er ekstra alvorligt med tanke på, at skadevirkningen af drivhusgasser er fuldstændig global. Det har ingen som helst betydning for klimaet, hvor på kloden udledningen finder sted. Hvis man derimod havde udformet målet som et globalt mål, havde det været relevant at tage hensyn til lækage. Det havde også betydet, at man kunne anvende EU's kvotesystem til at begrænse udledningerne til en meget lavere omkostning.

4) 70 pct. målet vil under alle omstændigheder blive særdeles dyrt at nå samfundsøkonomisk (medmindre man kunne anvende kvotesystemet). Regeringen har som sagt ikke selv regnet på det. Jeg beregnede under valgkampen, at det vil koste 26 mia.kr. om året, når man rammer 70 pct. Det er en usikker beregning, som bygger på, at partierne har afvist visse virkemidler, men som derudover forudsætter, at man vælger de mest omkostningseffektive redskaber. Det bygger også på, at de sidste reduktioner ikke bliver meget dyre, hvad der ikke er nogen sikkerhed for, når vi ikke kender virkemidlerne konkret. 26 mia.kr. for en politik uden sikre effekter er en meget høj omkostning. Der svarer f.eks. til den årlige udgift til hele det danske forsvar.

5) Der er som sagt ikke nogen sikkerhed for, at partierne som forudsat vil vælge de mest omkostningseffektive redskaber. Tværtimod peger både den hidtidige politik og de politiske tilkendegivelser på, at omstillingen bliver unødvendig dyr. Jeg har tidligere beregnet, at de uens afgifter alene medfører, at den nuværende reduktionspolitik koster 11 mia.kr. (eller 75 pct.) mere end nødvendigt. Hertil kommer unødvendige subsidier til f.eks. biogas og vindenergi med en samfundsøkonomisk omkostning på ca. 5 mia.kr. samt en direkte detailregulering med en ukendt, men givetvis betydelig prisseddel. Omstillingen kan blive dyrere end nødvendigt, hvis man vælger flere subsidier og reguleringer frem at bruge afgiftssystemet. Og det kan især blive dyrt for det danske samfund, hvis politikerne slår ind på en linje med aktiv grøn industripolitik, hvor staten, politikerne og lobbyisme afgør investeringerne. Socialdemokraterne har imidlertid flirtet med tanken – givetvis for at skabe forhåbninger om, at omstillingen ikke bliver dyr, men ligefrem kan blive et ”erhvervseventyr”. Det har dog ingen holdepunkter hverken i økonomisk teori eller praktiske erfaringer. Staten egner sig ikke til at ”picke winners”, og det er også overflødigt at subsidiere ”winners”.

Klimaloven er et eksempel på en farlig måde at skabe politik på. Jeg er heller ikke sikker på, at det har den ønskede signalpolitiske effekt om at fremstå, som om man tager klimaudfordringen meget alvorlig.

Det superambitiøse mål kan dog forhåbentlig have den virkning, at partierne alligevel får øjnene op for behovet for at realisere målet på en omkostningseffektiv måde. Selv omkostningseffektivt bliver det dyrt – og uden kan regning vise sig ubetalelig.

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.