Nye problemer med coronatest : Halvdelen af de smittede bliver ikke opdaget

Hver anden smittet bliver ikke opdaget i de lyntest, som blandt andet leverandøren Carelink foretager, viser tal fra SSI.
Pressefoto fra Statens Serum Institut taget af Søren Svendsen
Pressefoto fra Statens Serum Institut taget af Søren Svendsen

Lars Bjørknæs,

03/04/2021

En stor del af de personer, der er smittet med coronavirus, bliver ikke opdaget i de lyntest, som private leverandører foretager for det offentlige.

Det har fået Carelink, der er en af leverandørerne, til at rette henvendelse til Statens Serum Institut (SSI) for at høre, om der kan gøres noget anderledes.

Det fortæller Brian Rosenberg, der er administrerende direktør hos Carelink.

Ifølge SSI har der i perioden 1. februar til 23. marts været 117.670 borgere, der har fået foretaget både en PCR-test og en lyntest inden for 48 timer.

4069 blev testet positive for corona ved den mere pålidelige PCR-test. Kun 2159 af dem blev testet positive ved lyntesten.

Det betød, at 1910 borgere fik et negativt testsvar, selv om de ved PCR-testen viste sig faktisk at være smittet med corona. Det kan formentlig ikke afvises, at nogle af dem er blevet smittet i tidsrummet mellem de to test. Men SSI angiver, at der således er tale om 47 procent falsk negative lyntest.

Efter undersøgelsen ønsker Carelink at få svar på, hvad der kan gøres, for at flere smittede bliver opdaget i lyntestene.

- Det, vi selvfølgelig savner svar på, er, om der er nogle testtyper, der er bedre end andre. Det er det, vi har behov for at vide.

- Det er også derfor, vi har henvendt os til Statens Serum Institut for at få flere oplysninger fra dem, siger Brian Rosenberg.

Carelink står for at foretage lyntest på vegne af det offentlige i Region Syddanmark.

Siden begyndelsen af marts har Carelink anvendt en ny type test, hvor vatpinden ikke skal lige så langt op i næsen som den testtype, der oprindeligt har været brugt. Den nye test skal blot 3-4 centimeter op i næsen.

Brian Rosenberg kan ikke forestille sig, at der er problemer med den måde, som Carelink foretager sine test på.

- Vi følger til punkt og prikke producentens anvisninger af, hvordan man skal teste. Så nej, jeg kan ikke forestille mig, at vi gør noget forkert i forhold til testningen, siger han.

Carelink driver fem faste teststeder i Region Syddanmark. De ligger placeret i Odense, Svendborg, Kolding, Aabenraa og Esbjerg.

Opgaven med at foretage lyntest i de fire resterende regioner lå oprindeligt hos SOS International.

Men da opgaven viste sig for stor for SOS International, blev kontrakten opsagt, hvorefter der blev indgået midlertidige aftaler med Falck, der i stedet har stået med opgaven.

Derudover står Copenhagen Medical for at drive det faste teststed, der ligger placeret ved Parken i København.

Kilde: /ritzau/