Danskerne er ved at have fået nok: Coronaen tages mindre og mindre alvorligt

I takt med at flere bliver vaccineret, er bekymringen for pandemien faldet, selv om smittetallet er steget.
Borgerne er mindre bekymrede. Antallet af smittede er steget en smule den seneste uge, men tallet for indlagte følger ikke med op. (Arkivfoto)
Borgerne er mindre bekymrede. Antallet af smittede er steget en smule den seneste uge, men tallet for indlagte følger ikke med op. (Arkivfoto)

Lars Bjørknæs,

23/05/2021

Borgernes bekymring for coronapandemien har under virusudbruddet ikke været lavere, end den er nu, og optimismen er høj.

Det fremgår af en rapport fra Hope-projektet, der undersøger borgernes holdninger og adfærd under udbredelsen af coronaudbruddet.

- En stigende del af befolkningen er vaccineret, og det tager toppen af bekymringerne fra befolkningen. Vi har godt nok set stigende smittetal, men det er ikke noget, vi har kunnet se i tallet for indlæggelser.

- Der er en generel opfattelse af, at der er styr på epidemien, siger professor ved Aarhus Universitet og leder af projektet Michael Bang Petersen.

Der er dog ikke grund til at være bekymret for, at det skulle medføre, at folk slækker på deres adfærd ved ikke at holde afstand eller ved at spritte mindre af.

Folk tager stadig den verdensomspændende epidemi alvorligt og støtter stadig restriktionerne og indførelsen af nye, hvis det skulle blive nødvendigt.

- Overordnet set er der ikke grund til at være bekymret. Tallene viser, at folk stadig støtter restriktionerne, hvis der skulle komme smittestigning igen, siger Michael Bang Petersen.

Antallet af smittede er steget i løbet af maj, men tallet for indlagte følger ikke med op. Og andelen af smittede blandt de testede er fortsat forholdsvis lav.

Det er i øjeblikket ikke sygdommen eller hospitalernes mulighed for at hjælpe syge, der skræmmer.

I stedet retter bekymringerne sig primært mod økonomien, mens bekymring for smitte og hospitalernes kapacitet falder.

Det kan skyldes de milliarddyre hjælpepakker, som har skullet få samfundet igennem krisen.

- Når vi ser på, hvad de er bekymrede for, er det ikke længere smitten. Det er, om samfundsøkonomien kommer helskindet ud af krisen, siger Michael Bang Petersen.

Opbakningen til den førte politik ligger stadig betydeligt højere i Danmark end i de lande, som der sammenlignes med.

Kilde: /ritzau/