Profilerne forlader Ellemann én for én - nu bliver tidligere politisk ordfører konservativ

Siden Jakob Ellemann-Jensen er blevet formand for Venstre, har en række profiler forladt partiet - og det er netop sket igen.
Folketingets pressefoto af Britt Bager
Folketingets pressefoto af Britt Bager

Lars Bjørknæs,

23/03/2021

Folketingsmedlem Britt Bager forlader Venstre og skifter til De Konservative. Det bekræfter De Konservative over for Ritzau.

Hun har tidligere været politisk ordfører for Venstre.

Britt Bager er ikke den første i denne folketingssamling, som forlader Venstre.

Tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen samt tidligere minister og V-næstformand Inger Støjberg er de to mest prominente, som har forladt Venstre. Begge er i øjeblikket løsgængere.

Tidligere i den igangværende valgperiode er også Marcus Knuth skiftet fra Venstre til De Konservative.

Til Berlingske udtaler Britt Bager, at hun mener, at Venstre ikke længere vægter de nationale, borgerlige værdier højt nok.

- Jeg er borgerlig, før jeg er liberal, men sådan ser jeg ikke Venstre længere. Venstre var tidligere et bredt og folkeligt parti, men er i dag et væsentligt smallere parti.

- Jeg var glad for at være i et parti, som kunne rumme både Jan E. Jørgensen og Inger Støjberg, men nu mangler det nationalkonservative ben. Det ændrer på balancen i partiet, siger Britt Bager til Berlingske.

Kilde: /ritzau/