Tidligere DF-profil melder sig ind i Nye Borgerlige

Martin Henriksen, som i mange år var en markant udlændingeordfører for DF, er nyt ansigt hos Nye Borgerlige.
Martin Henriksen kan nu kalde sig medlem af Nye Borgerlige. (Arkivfoto).
Martin Henriksen kan nu kalde sig medlem af Nye Borgerlige. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

13/06/2023

Den tidligere formandskandidat i Dansk Folkeparti Martin Henriksen, som sad i Folketinget for DF fra 2005 til 2019, melder sig ind i Nye Borgerlige.

Det skriver partistifter Pernille Vermund i et nyhedsbrev.

- Jeg har altid vidst, at Martin er en værdikriger, der kæmper for vores kulturarv, værdier og traditioner, skriver Vermund.

- Jeg kendte dog ikke Martin Henriksen personligt, da jeg første gang hørte om hans interesse for vores parti og lysten til at komme med om bord. Men efter nogle gode møder og samtaler, hvor jeg lige skulle se Martin an, har han gjort et positivt indtryk på mig.

- Jeg har lært Martin at kende som en jordnær og ordentlig mand, der spiller med åbne kort og taler lige ud af posen. Sådanne mennesker har jeg det bedst med. Mennesker, der kalder en spade for en spade og er i øjenhøjde med danskerne, skriver Vermund.

Meldte sig ud efter nederlag

Henriksen gik efter formandsposten i DF 23. januar sidste år, men tabte magtkampen til Morten Messerschmidt.

Efterfølgende meldte Henriksen sig ud af DF. Begrundelsen var, at han ikke ville være i DF med Messerschmidt som formand.

I dag sidder Martin Henriksen i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune. Som løsgænger frem til i dag.

Efter at have meldt sig ud af DF, som han i mange år var en profileret udlændinge- og integrationsordfører for, overvejede Henriksen at stifte et helt nyt parti. Men han droppede tanken, sagde han for lidt over et år siden.

Parti i krise

Siden folketingsvalget i november sidste år har Nye Borgerlige været i krise. Partiet har mistet folketingsmedlemmerne Mette Thiesen og Mikkel Bjørn til Dansk Folkeparti.

Desuden er Lars Boje Mathiesen blevet løsgænger efter et tumultarisk forløb, hvor han 7. februar i år blev valgt som partiets formand. Men efter lidt over en måned på posten blev han ekskluderet af Nye Borgerlige.

Partiets hovedbestyrelse traf beslutningen, efter at Lars Boje Mathiesen blandt andet havde krævet et honorar på 55.000 kroner om måneden i fire år for at være formand.

Dermed gik Nye Borgerlige hurtigt fra seks til tre mandater i Folketinget efter valget. Og faktisk er der reelt kun to i øjeblikket, i og med at Peter Seier Christensen er sygemeldt med stress.

Det er uvist, om Henriksen fremadrettet skal være folketingskandidat for sit nye parti.

Kilde: /ritzau/