Inden sommerferien skal en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi for Danmark være på plads.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i et interview med Jyllands-Posten.
Strategien skal være en overordnet ramme for flere af regeringens andre planer. Det er blandt andet et nyt forsvarsforlig, en ny europapolitisk aftale og en opdateret globaliseringsstrategi.
Overhalet af virkeligheden
Den nye strategi varsles altså ikke meget mere end et år, efter at den tidligere S-regering i januar 2022 præsenterede en strategi, hvor et såkaldt værdikompas skulle styre den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Siden da er der startet en krig på europæisk jord, da Rusland i februar sidste år invaderede Ukraine.
- Når regeringen mener, at vi skal have en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi nu, skyldes det, at virkeligheden fuldstændig har overhalet den gældende strategi, som udkom umiddelbart inden Putins invasion i Ukraine.
- Dermed blev den i virkeligheden skyllet væk af samtidshistorien, siger udenrigsministeren til Jyllands-Posten.
Sikkerhed i og uden for Europa
Der er tre punkter, der kommer til at være centrale i den nye strategi.
Det første er sikkerheden i Europa. Det handler om at støtte Ukraine og også at forberede danskerne på, at Danmark kommer til at bidrage til sikkerhed i Ukraine i mange år endnu.
Strategien kommer også til at handle om at hjælpe lande som Georgien og Moldova med at komme tættere på et EU-medlemskab.
Strategien skal også fokusere på, at Vesten er ved at tabe terræn til eksempelvis Kina og Rusland.
I interviewet siger Løkke, at der er brug for at øge tilstedeværelsen i blandt andet Afrika og opbygge alliancer og ligeværdige partnerskaber med lande i det globale syd.
Jyllands-Posten skriver, at Løkke med den nye strategi lægger op til, at Danmark skal føre en langt mere pragmatisk udenrigspolitik.
Ministeren selv kalder det pragmatisk idealisme. Han siger, at Danmark er nødt til at finde en måde, hvor det kan beholde sine værdier, men samtidig realistisk forholde sig til, hvordan verden ser ud.
Kilde: /ritzau/