Det borgerlige Danmark er i en krisetilstand efter folketingsvalget. Der er behov for et stort genopbygningsarbejde. Men sådan et arbejde giver også mulighed for at stille de store spørgsmål, reflektere over tidligere fejltagelser og lægge nye linjer. 180Grader bringer derfor en række interviews med forskellige interessante skikkelser, der alle har deres bud på, hvordan det borgerlige Danmark skal genrejses.
Læs de andre indlæg og interviews i temaserien "Genrejs det borgerlige Danmark" her.
I denne omgang har vi hevet fat i erhvervsmand, iværksætter og Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensen, der på flere måder har spillet en stor rolle i den mere liberale del af det borgerlige Danmark. Blandt andet som støtte til Liberal Alliance og denne netavis, men også på egen hånd som en slagkraftig stemme i debatten. I 180Graders interview med Seier når vi vidt omkring, og snakken går over emner som Liberal Alliances nedtur, pessimisme på det borgerlige Danmarks vegne, borgerløn og teknologisk udvikling og definitionen på borgerlighed.
180Grader: Hvad er borgerlighed for dig?
Lars Seier: Ja, det er jo et stort spørgsmål. Men det er vel et eller andet sted, at man i videst muligt omfang tager vare på sit eget liv og indretter det sådan som man selv gerne vil leve. Og i øvrigt selvfølgelig også, at man respekterer andre folks ret til at træffe helt og aldeles anderledes valg.
Det er klart, at det leder til nogle følgekonsekvenser, som gør, at man bliver nødt til at bibeholde en vis kontrol over sin egen økonomi, og at der samtidig er grænser for, hvor meget man umiddelbart kan forvente, at andre folk skal supportere ens liv. Så det er vel egentligt det set ud fra et klassisk økonomisk synspunkt.
Set ud fra alle mulige andre synspunkter, så er det også et spørgsmål om, at folk f.eks. skal have lov til at have de politiske holdninger, de har, og at de skal have lov til at have de religiøse overbevisninger, de vil. Det er måske et af de punkter, hvor vi selv internt i borgerligheden skal huske på, at folk selvfølgelig skal have lov til at have den religion, de har lyst til, så længe de ikke generer andre mennesker med den.
Egentlig er borgerligheden en tro på, at civilsamfundet kan løfte masser af opgaver bedre end et statsligt system og at det er en naturlig tingenes tilstand snarere end et samfund, hvor man hele tiden overlader mere og mere magt og mere og mere ansvar til en stat, som ret beset udfører opgaven dårligt, fordi den ikke har den rigtige motivation og den rigtige interne dynamik til at levere gode løsninger.
Det er i store træk det, som borgerligheden er. Der er to meget væsentlige dele: der er ytringsfriheden og så er der den økonomiske frihed. Der er mange i det her land, som ser ud til at have ytringsfrihed som den primære værdi og ikke tænker så meget over den økonomiske frihed. Det er efter min mening forkert, for har du ikke økonomisk frihed – hvis folk kan tage dit levebrød fra dig – så har du i mine øjne heller ikke ytringsfrihed. Selvom de to ting er tæt på at være ligestillede, så er den økonomiske frihed forudsætningen for ytringsfriheden.
180Grader: Hvordan ser du forholdet mellem borgerlighed og liberalisme? Der er jo meget snak om det at være borgerligt-liberal og det her med at prøve at få de to ting til at mødes.
Lars Seier: Jeg skelner som udgangspunkt ikke imellem dem, men det er klart, at det vi normalt kalder for ”det borgerlige Danmark”, skal jo skræve helt fra en i nogle tilfælde ret ekstrem nationalkonservatisme til en ultraliberal tilgang som måske heller ikke – i hvert fald ikke med den måde, vi har indrettet samfundet og med den måde, vi modtager folk på – kan fungere i en praktisk verden. Det er der nok ingen af delene, der kan.
Jeg tror, at konservative godt kan lide at tage patent på navnet ”borgerlighed” og sætte det som en modsætning til det liberale. Det ved jeg ikke, om det giver mening. Så skal man bruge de mere specifikke termer: altså nogle er konservative, nogle er liberale og så videre. Hvis man skal have en samlende term for den ikke-røde side af dansk politik, så må det vel være borgerlighed, og så må det nødvendigvis kunne skræve over nogle ret vide fortolkninger af begrebet.
180Grader: Så du vil sige, at dem, der udgør det borgerlige Danmark, det er dem, der er på den ikke-røde side af dansk politik?
Lars Seier: Nej, det er måske heller ikke fair at sige. Fordi der er jo også pæne og ordentlige mennesker på den anden side. Og f.eks. ved jeg ikke, hvor man skal placere De Radikale. Der er vel også andre på socialdemokratisk side – i hvert fald blandt dem, der er af den lidt ældre skole – der også godt kan gøre krav på at være borgerlig i forhold til at have en vis respekt for samfundets indretning. Men i bund og grund er det jo den skillelinje, man opererer med i dansk politik: når man taler borgerlighed, så mener man typisk blå blok.
180Grader: Vil du kalde dig selv for borgerlig?
Lars Seier: Det vil jeg mene ud fra en bredere definition på begrebet, men hvis jeg skal være mere specifik – og det er nok nødvendigt – så vil jeg opfatte mig som primært liberal. Jeg mener, at borgerligheden er en stor gruppering i hvert fald i Danmark, som også må kunne indeholde liberale.
180Grader: De borgerlige partier har jo lige tabt regeringsmagten. Hvad tænker du, at der gik galt til folketingsvalget? Hvilke årsager ligger til grund for det borgerlige valgnederlag?
Lars Seier: Det bizarre er jo, at man faktisk leverede en udmærket økonomi. Det plejer at være ret afgørende for valgets udfald. Egentlig gennemførte man også flere traditionelle borgerlige mærkesager som skattelettelser. Det bliver jo aldrig til meget i Danmark, men man leverede da trods alt skattelettelser til 22 milliarder kroner i reelle skattelettelser.
Det er længe siden, at vi har set det i nogen sammenhæng. At man på den baggrund kan tabe, må skyldes noget andet. Det er en kombination af mange ting. Måske et ikke særligt godt lederskab af Lars Løkke. Han har ikke kunne klinke skårrene imellem de forskellige parter, der var, og så kan man heller ikke undsige sig et ansvar for, at Danske Folkeparti og Liberal Alliance aldrig lærte at tale sammen.
Jeg skal i al beskedenhed sige, at det skortede ikke på opfordringer fra min side til at man burde tale fornuftigt sammen. Havde vi lavet en balance, hvor DF havde fået noget af deres symbolpolitik igennem og nogle af de mere relevante udlændingestramninger, som Liberal Alliance jo ikke som udgangspunkt har noget problem med og at DF havde givet plads til nogle skattelettelser, som kunne styrke økonomien, så kunne man jo sådan set være gået hånd i hånd som samlet front til et folketingsvalg, som jeg tror, man ville have vundet under de omstændigheder.
Desværre blev det jo til en eller anden kamp om, hvem der kunne genere og ydmyge hinanden mest, og det er aldrig særligt fornuftigt. Specielt ikke, når du har med politik og store egoer at gøre.
Men det er klart min opfattelse, at havde Lars Løkke været bedre til at styre det der, og havde der været en vis imødekommenhed imellem de øvrige partier, så tror jeg faktisk sagtens, at man kunne have vundet valget.
Påstanden fra Liberal Alliance var, at det prøvede man, og det ville DF ikke, men der er jo ikke nogen beviser på, at det forholdt sig sådan. Det havde selvfølgelig havde været det rigtige at gøre. Man kan også se, at det er de to partier, der blevet straffet hårdest. Jeg håber også, at de begge har lært noget af det.
180Grader: Nu hvor det hele ser lidt svækket ud: hvem synes du så holder den borgerlige fane højt?
Lars Seier: Jeg synes, at vi har et problem. Det mener jeg er indiskutabelt. Lige nu synes jeg ikke, at der er nok, der siger borgerlige ting. Dog er f.eks. Alex fra Liberal Alliance mere liberalt end noget, vi har set på ledelsesplan i et stykke tid, og det er fint nok med mig. Men med fire mandater, så er det jo ikke op til ham at lede det borgerlige Danmark.
DF er fuldstændigt vingeskudt, Venstre har været igennem en meget lang og opslidende magtkamp og De Konservative har ligget under radaren og var fuldstændigt usynlige i regeringsperioden, men er så tilsyneladende blevet belønnet for bare at holde kæft. Det er jo heller ikke dem, der skal lede det borgerlige Danmark, det har de bevist i løbet af de sidste fire år. Så jeg ved det simpelthen ikke, og jeg er bekymret over det. Ellemann er et fuldstændigt ubeskrevet blad som leder og tilhører Venstres venstrefløj.
Jeg synes, at det var en meget utidig diskussion, men det kan godt være, at vi er kommet så langt ud i Danmark, at vi er nødt til at have en midterregering, hvis vi skal have noget at skulle sige.
DF ser ikke længere ud til at kunne trække nogle socialdemokrater over midten, og man må også bare konstatere, at der bare ikke er 50% borgerlige i Danmark lige nu. Og der er slet ikke 50% liberale i hvert fald.
Jeg må indrømme, at jeg tror, at Mette Frederiksen må være aldeles tilfreds med tilværelsen lige nu. Det virker til, at hun har nogenlunde styr på sit rodede bagland og så er der kaos i vores side af det. Hvis ikke der er noget, der ændrer sig markant, så kommer vi til at få otte år med hende, tror jeg.
Der kommer selvfølgelig efter al sandsynlighed et nedadgående sving i økonomien, og det plejer ikke at hjælpe. Men nu kunne vi se, at det gik godt med økonomien til valget, og det hjalp ikke os. Så måske spiller det en mindre rolle, end det har gjort.
Lige nu er der behov for noget nyt i den borgerlige selvforståelse og jeg ved ikke, hvor det skal komme fra. Man kan håbe på, at Ellemann træder i karakter, men det er svært at forudsige. Det er meget tidligt, at han kommer ind. Det havde være meget klogere, hvis man kunne vente et par år og så havde sat ham ind i et år før et valg. Så kunne han bare svare på, hvad hans strategi var, og så kom han ind på baggrund af en samling i sit parti.
Nu skal han igennem næsten fire års almindelig politisk arbejde og det slider altså på folk. Det vil sige, at der ikke vil være nogen nyhedens interesse for ham, når vi når frem til næste valg. Så jeg er meget bekymret for, hvor det her skal ende.
180Grader: Gennem de sidste mange år har der også været en tendens til, at borgerlige har købt ind på de røde præmisser og at man derfor har spillet på deres banehalvdel, hvor man så har tabt debatten. Samtidig har man ikke rigtigt turde trække debatten i en mere borgerlig retning. Hvad tænker du om det?
Lars Seier: Det er jeg fuldstændigt enig i. I den forstand har der jo i mange år ikke været nogen borgerlig opposition. Alle ligger og diskuterer, om der skal være plus eller minus én procent i en eller anden kollektiv konsensus, som er meget socialdemokratisk i sin natur. Spørgsmålet er, om der er en indre dynamik i det her, som gør, at jo mere folk finder ud af, at de kan stemme sig til livet og vejen og jo mere, at politikerne bilder sig ind, at man skal blande sig i alting, ja, så bliver samfundet bare mere og mere socialdemokratisk. Der er meget, der tyder på det.
Når vi ser rundt i andre lande, hvor vi tidligere har fremstået meget socialistiske i forhold til dem, så vil jeg sige, at de er ved at indhente os. Den demokratiske side af amerikansk politik er jo næsten mere socialistisk end vores socialdemokrater herhjemme.
Et interessant eksempel – uanset om man kan lide ham eller ej – er jo Trump. Han kommer ind og bryder det system fuldstændigt og appellerer til en ny måde at gøre tingene på. Det er interessant, for han viser, at du stadigvæk kan bryde ud af den der fuldstændigt fastlåste konsensus. Men det kræver, om ikke en Trump, så et eller andet nyt, før det opbrud kommer herhjemme. Og det nye kan jeg ikke lige i horisonten.
180Grader: Så hvad tror du så vejen frem er? Hvordan skal det borgerlige Danmark genrejses?
Lars Seier: For det første er jeg meget skeptisk overfor, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det sagde jeg også før valget. Det er muligt, at vi har set den sidste blå regering i meget lang tid.
Der er en indre dynamik i det her, der tilsiger, at hvis du går ud med en politik, der ser ud som om den på en eller anden måde tager fra de utroligt mange mennesker, der er afhængige af staten, så har du ingen gang på jorden. Det er jeg dog ikke helt sikker på er rigtigt, for jeg tror godt, at man med en virkeligt dybdegående, uddannelsesmæssig og forklarende approach over tid kan forklare folk, at det ikke nytter kun at ville dele ting, hvis der ikke er noget at dele. Det er en meget langsigtet proces, som måske kan tage ti eller tyve år at arbejde på, men der er vel ikke nogen anden vej.
Hvor meget betyder det så? Har der været nogen forskel mellem de borgerlige regeringer og de socialdemokratiske regeringer de sidste tyve år? Det har der vel ret beset ikke.
Nogle af de mere kyniske siger, at de socialdemokratiske regeringer næsten har ført mere borgerlig politik, fordi de ligesom har en velvilje fra oppositionen, der jo ikke kan sige nej, når der kommer fornuftig politik på bordet. Derimod virker det som om, at Socialdemokratiet ikke har noget problem med at sige nej, selvom de ved, at det er det rigtige, der bliver foreslået. Det giver selvfølgelig en implicit fordel til en socialdemokratisk regering, når den ved, at hvis den stiller fornuftige forslag, vil den ikke have svært ved at få dem igennem. Det vil over tid føre præmissen over på, at det ser ud som om, at de på mange måder løfter ansvaret bedre.
Det kan også give folk en fornemmelse af: jamen, betyder det overhovedet noget, om det er den ene eller anden?
Jeg kender mange forretningsfolk, der egentlig var meget glade for, at Mette Frederiksen vandt. De var trætte af den uro, der var under VLAK-regeringen. Det er selvfølgelig fejlagtigt, for det er bedre for dem, at der er en borgerlig regering, men ikke desto mindre er der mange, der ikke har det store problem med en socialdemokratisk regering. Nu er der jo selvfølgelig mange erhvervsfolk, der bedre kan lide fred og ro end ideologiske slagsmål. Mange af dem er også afhængige af staten på forskellige måder, så det skal måske ikke overraske, at der ikke er den store ideologiske interesse i store dele af erhvervslivet.
Men som sagt: indtil du finder et eller andet, der fundamentalt ændrer gamet – og det kan jeg ikke se ske, for det sker bare ikke i Danmark – så bliver det den samme røde linje en rum tid endnu
180Grader: Så det borgerlige Danmark har brug for en eller anden Trump-figur – altså en eller anden figur, der kan komme og ændre det politiske spil?
Lars Seier: Der er brug for en dygtig leder, og der er tilsyneladende ikke andre muligheder end Jakob Ellemann. Jeg skal ikke dømme ham endnu, for vi har ikke set ham. Jeg vil i hvert fald sige, at hvis han ikke bliver en dygtig leder, så har vi et problem. Han har jo ikke nogen særlig lang politisk karriere, men til gengæld har han en baggrund i det private. Det kan et eller andet sted give en lille smule håb om, at han forstår, hvad det hele drejer sig om.
180Grader: Så der er behov for, at den borgerlige idékamp kommer tilbage, og at man tager nogle af de lange, seje ideologiske træk?
Lars Seier: Ja, det er der vel nok. CEPOS har f.eks. gjort et ganske udmærket arbejde i den sammenhæng, men lige meget har det nyttet. Vi er stadigvæk konstant skridende i retning af en stadigt mere kollektivistisk tilgang. Og det har vi været hele mit liv, så det er ikke så overraskende.
180Grader: Alex (Vanopslagh, red.) er i hvert fald begyndt at snakke om, at LA skal til at tage flere af de der værdikampe, hvilket jo også giver meget god mening, når man nu er et fire mand stort parti.
Lars Seier: Ja, det er en udmærket rolle for et lille parti, men spørgsmålet er, om det er dræbende for et stort parti. Det har i hvert fald tilsyneladende været både Anders Foghs og sidenhen Lars Løkkes konklusion. De har jo ikke taget mange af de kampe.
Så ja, det tilfalder selvfølgelig partier som Liberal Alliance at kæmpe den slags kampe. Og det gik jo også ganske glimrende i starten med at tage den rolle, kan man sige, og hvis vi skal – og det skal vi – genrejse det parti, så er det nok meget nemmere at gøre det fra en position, hvor du står udenfor regeringen.
Så er det klart, at der er meget mere råderum til at definere en skarp linje. Og der er da behov for, at der er nogen, der siger det, som det er. Ingen tvivl om det. Alex er en udmærket mand til at sige de ting på en velformuleret og velovervejet måde.
180Grader: Der har været meget snak om, at udlændingepolitikken har været bindeleddet mellem alle de borgerlige partier i mange år. Har du et bud på, hvad det er man skal prøve at finde sammen om i den kommende tid?
Lars Seier: Jamen altså, det kan jo kun være på den langsigtede vision: at sikre, at Danmark er sustainable, at vi er langtidsholdbare i økonomisk forstand. Man må prøve at tale ind til rationaliteten i folk, og sige at ja, vi skal passe på hinanden – og det er ingen borgerlig, der har noget som helst at udsætte på – men vi skal også passe på, at der er plads til at folk stadigvæk kan leve deres eget liv.
Vi skal ind og have en meget grøn profil, men vi kan ikke med enorme omkostninger for vores eget land være sådan en frontrunner, der skal rende rundt og prøve på at være en eller anden form for flagskib der, hvor vi absolut intet betyder. Vi er så ligegyldige i den sammenhæng som man næsten kan være, når man ser på de store økonomier, der driver den udvikling.
Så vi skal tale til rationaliteten, tale til idéen om, at vi er i en fælles båd, og i den båd skal der altså også være noget der trækker årerne og tømmer vand ud. Og så skal vi prøve at forklare, at der i virkeligheden ingen interessekonflikt er imellem en overførselsmodtager og den berømte direktør oppe på Strandvejen. Hvis ikke Danmark klarer sig så godt økonomisk, så er der hverken noget i det for den ene eller den anden. Det er klart, at direktøren har den fordel, at han kan skride et andet sted hen. Dog bliver der så færre og færre steder at tage hen, vil jeg sige.
Men som udgangspunkt må jeg indrømme, at jeg er ved at være noget pessimistisk i forhold til hele den politiske udvikling. Det er meget svært at forestille sig, at man skal kunne vinde et valg i Danmark på at sige borgerlige ting. Så skal man virkelig være dygtig til at forklare det, i hvert fald. Nu har man så 4 år til at – i virkeligheden mere 3,5 år – til at forklare det borgerlige projekt, og det må man så prøve at komme i gang med.
Jeg er jo ikke så pessimistisk, jeg er trods alt stor teknologi-optimist. Derfor er jeg egentlig ret overbevist om, at hvis man ikke også formår at ødelægge muligheden for innovation og vækst i teknologi og videnskabsudvikling, så skal vi nok alligevel komme et sted hen hvor kapitalismen og teknologien sikrer fremdriften under alle omstændigheder.
Så mere pessimistisk er jeg heller ikke blevet, men det bliver jo sådan en helt anden type samfund om 20-30 år, hvor du har nogle vækst-drivere og en meget stor del af befolkningen, der simpelthen bare sidder og skal have tiden til at gå på offentlig forsørgelse. Der er rigtig mange jobs, der inden for overskuelig fremtid vil forsvinde, og man ikke vil kunne omskole folk til pludselig at lave noget andet.
Det har jeg jo sagt før – lidt kontroversielt – men jeg tror, at vi får noget, der minder om en borgerløn en dag. Jeg tror, at vi får et effektivt produktionssamfund, som vil producere meget, meget stor velstand, men hvor en meget stor del af befolkningen simpelthen ikke vil kunne have et meningsfyldt job.
Så siger de klassisk-liberale ”jamen, så kommer der nye jobs, og det gør der altid”, og det har stort set også været rigtigt. Når man går fra land og til by, så kan folk sagtens følge med, men når man pludselig skal have Ph.d.er og være raketvidenskabsmand for at blive omskolet, er det noget andet. Det kan du altså ikke omskole folk, der har stået på en fabrik, til.
Derfor kommer der et fundamentalt skifte i vores økonomi inden for en overskuelig fremtid, og det er måske også sådan nogle ting man skal begynde at diskutere: hvad sker der i den situation hvor halvdelen af befolkningen rent faktisk ikke kan få et job – og ikke har behov for at tage et job – fordi produktionen foregår mere eller mindre automatiseret? Og hvor er verden henne om 25 år? Det er jo noget, der fuldstændigt forsvinder i debatten.
Bare et lille eksempel: vi render rundt og taler økologi og CO2-aftryk for landbruget og sådan noget, men efter min overbevisning, så vil 90% af alt fødevareproduktionen indenfor maksimalt 30 år foregå i laboratoriemiljøer, hvor ingen af de ting overhovedet er relevante. Til gengæld vil du have nogle andre problemer: hvad skal dem i landbruget så lave? Det er sådan noget, der ikke engang er på folks radar.
Måske skulle man som borgerlig begynde at kigge lidt på hvad alt den slags egentlig betyder. Du er ude i et meget kollektiviseret samfund – uanset hvordan du vender og drejer det – hvis langt hovedparten af befolkningen simpelthen ikke kan varetage et job længere.
180Grader: Og må sidde med borgerløn…
Lars Seier: Og det er en diskussion, jeg har haft med flere klassisk liberale, der gerne vil forfægte den her ide om ”at sådan bliver det ikke, fordi der altid vil opstå nye jobs”, og det er sikkert rigtigt, men det vil være pseudojobs. Det vil være jobs som folk laver for at få tiden til at gå, og vi kan ikke alle sammen være skibumser eller empatimennesker, som render rundt og klapper hinanden på hovedet, og det vil være det, der er tilbage på det tidspunkt.
180Grader: Hvad tror du, at din egen rolle kan blive i en genrejsning af det borgerlige Danmark – hvis nogen overhovedet?
Lars Seier: Ja, lige nu er jeg lidt træt, må jeg indrømme. Det er jeg fordi jeg ikke synes, at det bevæger sig i den rigtige retning. Jeg har jo for længe siden draget den konsekvens, at jeg flyttede et andet sted hen, hvor jeg synes, at folk generelt opfører sig mere fornuftigt. Schweiz er jo et land, der i øvrigt minder meget om Danmark på mange måder.
Jeg har mange gange tænkt på, om jeg bare skulle nyde mit liv lidt i stedet for at rode mig ud i alle de her diskussioner. Der er meget lidt fremdrift i det, og nu står vi alligevel med en socialdemokratisk regering, der ovenikøbet er valgt med en næsten historisk stor valgsejr.
180Grader: Og det er også tydeligt, at hver gang du ytrer det mindste pip, så bliver folk helt vildt sure bare fordi, at det er dig, der siger noget.
Lars Seier: Ja, det er jeg sådan set ligeglad med. Det har jeg vænnet mig til, og det vil altid være sådan.
Før sagde folk altid ”kan du ikke skride hvis du er så utilfreds?”, og nu jeg bor i udlandet er spørgsmålet så ”hvorfor blander du dig i det, når du bor i udlandet?”. Det er jeg i og for sig iskold overfor, er jeg lige ved at sige. Jeg synes faktisk, at det er lidt sjovt. Så det er ikke det, der er problemet.
Problemet er, at jeg er sådan et nogenlunde rationelt menneske. Eller i hvert fald på nogle områder – det er jeg jo nok ikke, når jeg bruger så meget tid på det her alligevel. Men et eller andet sted, så begynder jeg jo at tænke, at hvis det er absolutely for nothing, at hvis det bare er for at kunne bekræfte en masse mennesker i nogle stereotyper og du ikke flytter en meter, så er det jo problematisk.
Det har jeg tænkt i mange år. Når du stod inde på CEPOS og holdt en tale, og der så er 100 mennesker der klapper ad dig, er det jo fint. Men alle de mennesker var jo enige med dig før du startede. Så du har ikke flyttet noget ved det, andet end at du måske støbt et par kugler til et eller andet.
Jeg er jo 100% loyal overfor vores Liberal Alliance-projekt. Det skal have lov til at komme på benene igen, og jeg synes egentlig at Alex er et godt bud på det, der skal til. Så i det omfang, at der behov for noget hjælp der, så er jeg det. Jeg mener, at det ville være rigtig ærgerligt, hvis vi også mistede den eneste stemme i Danmark, som ligesom taler lidt fornuft engang imellem.
Men derudover er jeg lidt i limbo omkring, hvad pokker man gør nu, fordi der er et eller andet i den samlede danske samfundsstruktur som gør, at det virker som en næsten håbløs kamp. Selv når vi vinder og vi har magten, så sker der ikke rigtig noget alligevel. Så, ja, jeg ved ikke. Jeg er en anelse deprimeret over den borgerlige fremtid.
180Grader: Hvad tænker du om Liberal Alliances nedtur?
Lars Seier: Hvis jeg skal give en kommentar til Liberal Alliances egen nedtur, så synes jeg, at det er vigtigt at give Anders Samuelsen credit for det, han trods alt byggede. Jeg synes, at det er lidt synd, at der er mange der har været ude med riven og gøre nar ad ham og komme med alle mulige mærkelige påstande.
Da jeg allerførste gang mødte Anders, havde jeg faktisk aldrig rigtigt for alvor hørt om ham, og han var radikal, så det var i sig selv lidt mistænkeligt. Men jeg må sige, at i de mange år, jeg har kendt Anders, så har jeg kendt en mand, der virkelig brændte for det her projekt, og som altid satte sin ideologi og sit projekts interesse over sin egen. Derfor synes jeg, at det er ret ærgerligt at høre den slags beskyldninger og den type tåbeligheder som man efterfølgende har hørt.
Anders gjorde noget, der var helt enestående i dansk politik: han rejste et nyt parti fra 0,0% af stemmerne til 7,5%, til at have væsentlige ministerposter i en regering. Selv andre succesfulde nye partier som DF har aldrig har opnået det.
Jeg synes, at han gjorde et rigtigt, rigtigt godt stykke arbejde. Jeg synes egentlig også, at han gjorde det ganske udmærket som udenrigsminister. Vi havde et historisk stort godt forhold til USA, som vi så på historisk kort tid har fået kastet overbord igen. Men jeg synes, at han gjorde det godt.
Jeg håber, at historien vil anerkende ham for det arbejde han har gjort, for lige nu synes jeg, at han har fået en temmelig urimelig behandling. At han så selvfølgelig også bærer et medansvar for, at det er gået sådan, det tror jeg, at han vil være den sidste til at benægte.
Vi vidste jo godt, at det var en farlig ting at gøre, da partiet gik ind i regering. Men at det kom til at koste så meget, er jo selvfølgelig en overraskelse.
Man gik ind i det, fordi man rent faktisk gerne ville påvirke noget, og det synes jeg stadig var den rigtige ting at gøre. Jeg ville så ønske, at man havde balanceret forholdet bedre til DF, men med mit kendskab til ledelsen i LA, vil jeg tro, at der er noget rigtigt i, at det primært var DF, der skabte konflikt.
Så det er vigtigt for mig at sige det: jeg synes, at Anders fortjener dyb respekt for den indsats han har gjort for det parti.
På en måde, fordi han også er en personlig ven, er jeg glad på hans vegne over, at han ikke lige nøjagtigt kom i Folketinget og så skulle sidde og bruge flere år af sit liv på det der. Nu tror jeg, at han kommer ud og har masser af tid til at opleve, at der også er andet i verden end politik.
Jeg tror egentlig, at han kan se tilbage på det med stolthed, og jeg er sikker på, at han har mange gode minder fra sin tid i LA og som udenrigsminister.
