Den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen (S) kan fremstå som den altfavnende landsmoder her under coronakrisen. Men man skal huske, at hun også forstår at udnytte situationen til at fremme sin egen ideologiske agenda og omvende stadigt flere danskere til socialdemokrater, skriver politisk kommentator Lars Trier Mogensen i en kommentar på Altinget.dk.
- Sjældent har der været så mange socialdemokrater i Danmark – hvis nogensinde, indleder Trier Mogensen sin kommentar med reference til meningsmålinger under coronakrisen, der giver Socialdemokratiet fremgang blandt vælgerne.
Lars Trier Mogensen, der arbejder som politisk analytiker hos både Altinget og Dagbladet Information, hæfter sig ved, at Socialdemokratiet er lykkedes med at vinde fremgang på en dyster baggrund.
Han vurderer, at Mette Frederiksen kan finde på at udskrive nyvalg på den anden side af krisen for at profitere på den øgede opbakning blandt vælgeren.
Når statsminister Mette Frederiksen formår at vinde så stort på coronakrisen, skyldes det især, at hun på udspekuleret vis er lykkedes med at gennemføre et særligt magttrick, mener Trier Mogensen.
- Mette Frederiksens vigtigste magttrick er, at hun på den ene side har fået overbevist de andre partiledere på Christiansborg om, at krisepolitikken ikke er socialdemokratisk, og alt alene sker i nationens tjeneste, men at vælgerflertallet på den anden side ser mønsteret klart og tydeligt. Og derfor er det politiske landkort ved at blive rødere.
For mange danskere synes mottoet at være "Mette eller kaos" i øjeblikket, og det gør livet svært for de borgerlige partier, skriver Lars Trier Mogensen. Den borgerlige opposition har "snorksovet i timen", mener han.
Den undtagelsestilstand, der er trådt i kraft under coronakrisen, har gjort det muligt enstemmigt at få lovgivning igennem, som ellers ville møde hård kritik fra andre partier i Folketinget, mener Trier Mogensen.
Samtidig påpeger han, at de mange hjælpepakker, den socialdemokratiske regering rundhåndet deler ud, kan løbe op i hele 300 milliarder kroner. Det er noget, der vil kunne mærkes mange år i fremtiden.
- Ingen i kongeriget vil nogensinde komme til at bruge lige så mange penge, som finansminister Nicolai Wammen (S) har fyret af på få døgn, skriver Lars Trier Mogensen.
Hvis Mette Frederiksen fortsat lykkedes med sit socialdemokratiske magttrick, vil Dansk Folkeparti "blive ædt" og de øvrige borgerlige partier vil "få svært ved meget mere end blot at følge passivt med ind i et stadigt rødere Danmark", mener Trier Mogensen.
- Samlet set har S-regeringens coronakombination af retspolitiske stramninger og en rundhåndet økonomisk stimuluspolitik vist sig at være en overordentlig populær cocktail.
- Ved først at rykke hårdt til højre i værdipolitikken og dernæst lige så langt til venstre i fordelingspolitikken har statsminister Mette Frederiksen effektivt forbundet de to stærkeste strømme i vælgerhavet, afslutter Lars Trier Mogensen sin kommentar.