31,5 procent: Socialdemokratiet går frem under coronakrisen

Krisen har tilsyneladende haft positiv effekt på opbakningen til regeringspartiet, der oplever fremgang.
Statsminister Mette Frederiksen (S), da statsministeren, sundheds- og ældreministeren samt en række myndighedsrepræsentanter holdt pressemøde om coronavirus. (Arkivfoto).
Statsminister Mette Frederiksen (S), da statsministeren, sundheds- og ældreministeren samt en række myndighedsrepræsentanter holdt pressemøde om coronavirus. (Arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

30/03/2020

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan varme sig ved en ny måling oretaget af Voxmeter for Ritzau, hvor Socialdemokratiet går frem med flere procentpoint.

Der er formentlig længe til næste valg, men alene i marts, hvor coronakrisen for alvor har ramt Danmark, er regeringspartiet steget 4,7 procentpoint og ligger nu til 31,5 procent.

Det er en bemærkelsesværdig høj stigning på blot en måned og blandt de største i instituttets historie. Der er en statistisk usikkerhed på 2,8 procentpoint, hvilket vil sige, at partiet kan ligge over eller under målingen.

Regeringspartiet har ikke haft over 30 procent af stemmerne siden 2006, hvor Helle Thorning-Schmidt var nyvalgt formand.

Ser man på Alternativet, er det nærmest den omvendte fortælling. Partiet stod til 2,1 procent af stemmerne i starten af marts, men det er faldet til 0,6 procent af stemmerne.

I mellemtiden har partiet mistet fire folketingsmedlemmer inklusiv partistifteren. Den statistiske usikkerhed er på 0,5 procentpoint for Alternativet.

Mette Frederiksen holdt onsdag 11. marts et pressemøde, der er kaldt historisk, fordi statsministeren lukkede store dele af landet.

Her tog hun for alvor hul på de tiltag, som regeringen håber vil mindske antallet af indlagte eller udskyde en del af dem som følge af coronavirus.

Den seneste tid er der kommet pres på regeringen for at fremlægge en plan for, hvordan samfundet skal åbne sig igen, når vi er kommet ud på den anden side.

Foreløbig er Danmark lukket til 13. april, men antallet af indlagte og syge ventes først for alvor at toppe i midten af april.

Mette Frederiksen er dog optimistisk.

Gennem de seneste dage har tallene for antallet af borgere, som er syge med Covid-19 forårsaget af coronavirus, udviklet sig positivt.

Regeringen har brugt historisk mange milliarder kroner på at sikre virksomheder og lønmodtagere samt andre under krisen. Et enigt folketing har stået bag. Der er også vedtaget flere hastelove, der blandt andet betyder indskrænkelser i forsamlingsfriheden.

Kilde: /ritzau/