Chok for Socialdemokratiet: Meningsmåling med stort kollaps

Gårsdagens meningsmåling fra Voxmeter må have givet Mette Frederiksen et mindre chok. Socialdemokratiet kollapser fuldstændig i målingen.
Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons
Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons

180Graders Redaktion,

07/03/2023

Det koster helt enkelt på populariteten at pille ved danskernes helligdage.

Det må være konklusionen på baggrund af den meningsmåling, som Voxmeter præsenterede i går.

Socialdemokratiet tog et massivt dyk i stemmeantallet. Faktisk så stort, at folkene bag Voxmeter selv er i tvivl om, hvor troværdig målingen er, og om den også vil se sådan ud igen om en uge.

Fakta fra meningsmålingen er, at Socialdemokratiet er gået fra 24.0 % af stemmerne til blot 18.6% af stemmerne. Det er et fald på 5.4 procentpoint i forhold til den seneste meningsmåling, der fandt sted den 27. februar.

Venstre er gået frem fra 10.6 % til 11.9% mens Moderaterne er faldet fra 8.7% til 7.9%. Der har altså ikke været de store ændringer her.

Ved valget den 1. november havde regeringen 50.1% af stemmerne, mens det tal i dag blot er 38.4%. Det er det laveste siden den 6. februar.

Analysedirektør hos Voxmeter, Anna Midtgaard Christensen fortæller selv på Twitter i forbindelse med offentliggørelsen af meningsmålingen, at der kan være tale om en outlier, og at resultatet af dagens meningsmåling nok reelt først vil kunne blive bekræftet af tallene i den kommende uge.

"Når den statistiske usikkerhed for fx S er +/- 2,4, betyder det, at vi én ud af 20 gange vil ramme mindst 2,4 %-point forkert. Har en fornemmelse af, at dette kan være en af de gange, da vi sjældent ser så store bevægelser på så kort tid… forhåbentlig er vi klogere om en uge," fortæller hun på Twitter.