Når organisationen Black Lives Matter de seneste dage har kaldt til store demonstrationer med formand Bwalya Sørensen i front, har man blæst til kamp mod racisme.
Ved søndagens demonstration deltog flere end 15.000 danskere således i et optog i København som led i organisationens antiracistiske arbejde.
Men på trods af, at Black Lives Matter officielt kæmper mod racisme, har organisationen særlige regler, som folk, der er hvide i huden, skal rette ind efter under demonstrationerne.
Reglerne, som Black Lives Matter kalder for "Protest Etiquette for White Folks", diktererer blandt andet, at hvide mennesker ikke må råbe med på alle kampråb, at de ikke må sige fra over for eventuel voldelig adfærd, og at de ikke må tale med pressen.
"Protest Etiquette for White Folks" møder hård kritik
Op til den store demonstration mod racisme og politivold søndag udgav Black Lives Matter en række særlige regler for hvide på sin officielle Instagram-profil.
Screenshots af disse regler er siden gået viralt på Facebook.
Den højreorienterede politiske blogger Daniel Beattie har således på sin blog "Storm Over Europa" fremlagt reglerne i et forsøg på at skabe opmærksomhed om sagen.
- Til den store Black Lives Matter demonstration, der trak omkring 15.000 deltagere, var der helt særlige regler for, hvordan hvide mennesker skulle opføre sig. Ja, du læste rigtigt: En angiveligt antiracistisk demonstration har regler for, hvordan man må opføre sig alt efter, hvilken hudfarve man har, skriver han i et Facebook-opslag.
Også journalist og foredragsholder Jeppe Søe har i et Facebook-opslag kommenteret på Black Lives Matters særlige regler for hvide demonstranter.
- Det er muligt jeg er en tåbe... det er også muligt jeg ikke har forstået noget som helst... men handler det her ikke om, at forskelsbehandling på baggrund af race, køn eller hudfarve skal stoppe omgående?, spørger han og fortsætter:
- Hvis det ikke gør, trækker jeg hermed min støtte, da jeg gerne vil være sikker på hvad jeg bakker op om. Og disse retningslinjer går i mod alt det, jeg naivt troede det handlede om. De er udanske og selvmodsigende.
Black Lives Matter-formand vil ikke forholde sig til særregler for hvide
Bwalya Sørensen fra Black Lives Matter fortæller til 180Grader, at hun ikke selv er inde over organisationens officielle Instagram-profil. Den drives af en ung person, hun dog ikke kan huske navnet på, siger hun.
Hun har derfor ikke læst de omtale særregler for hvide og vil derfor ikke kommentere på dem, siger hun. Dog vil Bwalya Sørensen godt udtale sig mere generelt om sagen.
Claes, 180Grader: Er det ikke et problem, at man til en antiracistisk demonstration har særlige regler for folk netop på baggrund af deres hudfarve?
Bwalya Sørensen: Nej, det er fint. Det er ligesom, hvis jeg tager hjem til nogle, der har parfumeallergi. Så beder de mig om ikke at tage parfume på, og så respekterer jeg det. Men hvis du ikke fortæller mig det, så ved jeg det ikke.
Claes, 180Grader: Men er det ikke dobbeltmoralsk, at man til sådan en antiracistisk demonstration forskelsbehandler på baggrund af hudfarve?
Bwalya Sørensen: Prøv at høre, vi er blevet overfaldet af hvide til vores egen demonstration. Jeg ved, at hvide kan blive sure over, at man bare siger "Black Lives Matter". Men det er bare ikke det. Vi er i sorg, og så vil folk kun høre om det der "Inger Støjberg, lock her up". Det her er ligesom hvis et familiemedlem dør, så går familien også foran. Vi sorte er i sorg. Jeg har fattet, at hvide mennesker ikke forstår, hvad George Floyds død betyder for os sorte.
Claes, 180Grader: Så fordi det er de sorte, der er i sorg, er det deres demonstration, og derfor skal hvide indrette sig efter de sorte?
Bwalya Sørensen: Du vil gerne dreje det, så det kan blive endnu mere saftigt for hvide mennesker. Du vil gerne gøre som Ekstra Bladet og Se & Hør, så hvide kan overfalde mig endnu mere. Vil du høre sandheden så hør efter. Når vi samler sorte mennesker, så handler det om, at de skal føle sig empowered, bare i kort tid. Men når mange siger "Black Lives Matter", mener de det ikke. De synes, det er er mærkeligt, at vi fylder noget. Folk synes ikke, vi fortjener rettigheder. Vi vil gerne empower sorte mennesker. Alle er velkomne, og vi er glade for vores hvide venner. Men ingen tvinger dig ud med os sorte. Hvis man ikke magter det, og siger sådan noget "All Lives Matter", "White Lives Matter", så stay home.
"Farvel, tak"
Bwalya Sørensen vil ikke forholde sig til de konkrete særregler for hvide, erklærer hun. Derfor læser jeg reglerne op for hende over telefonen. Da hun får reglerne læst op, bliver Black Lives Matter-formanden dog tydeligt ophidset og ender efter kort tid med at lægge på.
"Farvel, tak", lyder det fra Bwalya Sørensen, da hun konfronteres med reglerne.
Derefter sender hun dog en række SMS'er, hvor hun tilføjer, at sagen nu er en 2-3 dage gammel, og at Black Lives Matters har mange nye demonstrationer i den nærmeste fremtid.
Samtidig understreger hun, at mange hvide er engagerede i og sympatiserer med organisationens arbejde.