CNN fanget på skjult kamera: Vi brugte propaganda og opfandt historier for at slippe af med Trump

Igennem det meste af efterårets valgkamp, var CNN under fast beskydning for på det nærmeste at opfinde historier for at miskreditere Donald Trump. Nu viser optagelser med skjult kamera, at der faktisk kan have være noget om snakken.

Lars Bjørknæs,

14/04/2021

Det viser en video, som er optaget af det uafhængige amerikanske medie Project Veritas. En organisation med udgangspunkt i New York, der har specialiseret sig i at optage specielt venstrefløjen med skjult kamera, for på den måde at dokumentere, hvad den reelt siger, gør og tænker.

Organisationen er derfor frygtet på såvel venstrefløjen som hos store virksomheder, hvilket har været med til at gøre, at Google, Twitter og Facebook direkte har advaret dens medarbejdere mod Project Veritas. Alligevel er det nu endnu engang lykkedes at fange en ansat hos en stor medievirksomhed i at komme med udtalelser, som afslører en anden virkelighed, end den officielle historie.

Det er sket i en optagelse af CNNs technical director Charlie Chester, som blandt andet bliver fanget i at fortælle, at den ellers erklærede upartiske tv-station i dén grad har givet Joe Biden positiv særbehandling.


Medarbejder: Vi opfandt historier for at slippe af med Trump

Således fortæller Charlie Chester i videoen, at man blandt andet forsøgte at fremstille Donald Trump som en syg mand, der ikke var i stand til på betryggende måde at lede USA. Omvendt fortæller Charlie Chester i den skjulte optagelse, at CNN, der af store danske medier anvendes som en troværdig videreformidler af nyheder omkring amerikansk politik, konsekvent bringer billeder af Joe Biden på løbeture. Det for at give seerne det indtryk, at præsidentens fysik er helt i topform – uanset rygterne om det modsatte.

I Project Veritas video fortæller Charlie Chester samtidig, at CNN i høj grad har fungeret som en propagandastation. Det i bestræbelserne på at få afsat Donald Trump som præsident, hvilket Chester mener, har haft karakter af ren propaganda.

Den måske mest alvorlige del af optagelserne set fra CNNs synspunkt er, at Charlie Chester taler om historier, som direkte er blevet opfundet af tv-stationen for at stille Donald Trump i et dårligt lys. Det på trods af CNNs slogan om, at man er nyhedsverdenens mest troværdige kilde.