Danmarks unge er ensomme under coronakrisen. De danske virksomheder er i knæ. Forældre skal balancere mellem fuldtidsarbejde og hjemmeskoling. Danskerne er ramt af modløshed og trætheden har for længst indfundet sig. Det er de torne Coronakrisen har sat i det danske samfund. Det er krisens og nedlukningens konsekvenser hos den enkelte.
De unge studerende, der er fanget på lidt plads i uendelige zoom-forelæsninger med lille udsigt til frihed og fysisk social kontakt til vennerne. De unge på efterskoler og højskoler, der frarøves en del af deres liv fyldt med meningsfulde og givende fællesskaber. De unge forældre med hænderne fulde af fuldtidsarbejde og hjemmeskoling af børnene. De selvstændige erhvervsdrivende, der må se deres livsværk smuldre.
Og alle dem fra voldelige hjem, der intet trygt sted har at være. Alle dem der intet sted har at være.
Alle dem mærker nedlukningen på egen krop – på forskellig vis. Men alle er udfordret og de menneskelige konsekvenser ved nedlukningskrisens nærmer sig det uoverstigelige.
Regeringen åbner fra i næste for de yngste elever i folkeskolen, så de igen kan mødes med sine kammerater i skolen. Så de kan få deres barndom tilbage og mor og far få ro til hjemmearbejdet. Det er glædeligt. Hver dag har netop hjemsendelsen af 0.-3. klasses eleverne kostet samfundet 150-250 millioner kroner i daglig tabt produktivitet.
Nedlukningen er hårdest ved de svageste. De udsatte. De hjemløse. De ensomme. Dem skal vi tage os ordentligt af. Vi skal huske hinanden på livets glæder. Gennem venskaber. Friheden. Meningsfuldheden i frivillige fællesskaber. Samværet med andre. Et samfund har godt af mennesker, der er sammen. Der udveksler livsbaner, deler idéer og nærer hinanden med livet. Efter coronakrisen og vaccinationens frihedsbrev må vi love hinanden, at vi får mere af det.
Menneskelig samvær. Tid med hinanden. Det fortjener vi alle.
