Den britiske rockgruppe The Rolling Stones er snart tilbage med ny musik.
Gruppen har således annonceret, at den udgiver albummet "Hackney Diamonds" i næste måned - den 20. oktober.
Albummet bliver The Rolling Stones' første album med ny musik i 18 år.
Det er samtidig det første album, siden trommeslageren Charlie Watts døde i 2021. Watts spiller trommer på to af sangene på det nye album.
-Vi mangler ham
Mick Jagger, Keith Richards og Ronnie Wood, der er den tilbageværende kerne fra det 61 år gamle band, fortalte onsdag om den nye udgivelse ved et arrangement i Hackney Empire-teateret i London.
Som erstatning for Watts har gruppen hentet trommeslageren Steve Jordan.
- Lige siden Charlie gik bort, har det været anderledes. Han er vores nummer fire, og vi mangler ham. Selvfølgelig savner vi ham utrolig meget.
- Men takket være Charlie Watts har vi fået Steve Jordan. Det var hans anbefaling, at hvis noget skete med ham, så er han vores mand, sagde 79-årige Keith Richards ved onsdagens arrangement i London.
Her blev musikvideoen til en af gruppens nye sange, "Angry", også vist.
Med i videoen er den 25-årige amerikanske skuespiller Sydney Sweeney, der blandt andet er kendt fra tv-serierne "Euphoria" og "The White Lotus".
Solid blanding i vente
Ifølge Mick Jagger består albummet "Hackney Diamonds" af en blanding af rock, ballader, dance og en "countryagtig ting".
Det ventes, at flere prominente kunstnere gæsteoptræder på pladen.
Blandt de allerede offentliggjorte er Stevie Wonder og den tidligere Beatles-stjerne Paul McCartney. Sidstnævnte spiller bas på en af sangene.
The Rolling Stones er selv godt tilfreds med det nye album.
- Jeg har ikke lyst til at være alt for højt på strå, men vi ville ikke have udgivet det her album, hvis vi ikke kunne lide det, siger Mick Jagger.
Kilde: /ritzau/Reuters