Bureau erkender: Stifter misbrugte unge musikere seksuelt

Musikmogulen Johnny Kitagawa, der døde i 2019, brugte sin indflydelse i Japan til at udnytte unge seksuelt.
Den 56-årige sanger og skuespiller Noriyuki Higashiyama (til venstre) bliver ny chef for talentbureauet Johnny & Associates, efter at Julie Fujishima (til højre) har trukket sig.
Den 56-årige sanger og skuespiller Noriyuki Higashiyama (til venstre) bliver ny chef for talentbureauet Johnny & Associates, efter at Julie Fujishima (til højre) har trukket sig.

Jens Asbjørn Bøgen,

07/09/2023

Den afdøde grundlægger af Japans største talentbureau for popstjerner og boybands misbrugte i årevis unge mænd seksuelt.

Det erkender bureauets nuværende chef, Julie Fujishima, torsdag.

Det skriver det britiske medie BBC.

Grundlæggeren Johnny Kitagawa døde i 2019 som 87-årig. Som chef for talentbureauet var han en magtfuld figur i den japanske popindustri.

Allerede i 1999 begyndte der for første gang at dukke anklager op mod ham i japanske medier. Først i år har beskyldningerne dog for alvor medført selvransagelse hos bureauet. Det er sket efter en dokumentar fra BBC.

Undskylder og trækker sig

Julie Fujishima, der er Johnny Kitagawas niece, har torsdag undskyldt for Kitagawas handlinger. Hun har desuden trukket sig som chef.

- Både bureauet og jeg anerkender, at Johnny Kitagawas seksuelle misbrug fandt sted, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg undskylder dybfølt over for hans ofre, tilføjer hun.

Fujishima siger desuden, at hun har valgt at trække sig som chef for bureauet Johnny & Associates for "at tage ansvar".

Den nye chef bliver den 56-årige sanger og skuespiller Noriyuki Higashiyama, der længe har været en del af Johnny & Associates.

Misbrug siden 1950'erne

I sidste måned offentliggjorde et panel af eksperter resultaterne fra den første dybdegående undersøgelse af Johnny Kitagawa.

Blandt konklusionerne var, at hans misbrug strakte sig tilbage til 1950'erne.

Han skal have brugt sin indflydelse til at udnytte mindst "nogle få hundrede" unge mænd - ofte omtalt som "Johnnys juniorer".

BBC's dokumentar fra marts fik vreden mod Johnny Kitagawa og hans talentvirksomhed til at vokse i Japan.

Den har ifølge nyhedsbureauet Reuters udløst reaktioner i stil mod dem mod den tidligere filmproducer Harvey Weinstein og den afdøde tv-vært Jimmy Savile. Begge er blevet anklaget for en lang række seksuelle overgreb.

Menneskerettighedseksperter fra FN har kritiseret bureauet Johnny & Associates for dets håndtering af anklagerne mod Kitagawa.

Kilde: /ritzau/