Af Mathias Bach, gymnasieelev
Danske folkeskoleelever lever sine år i folkeskolen under ustabile forhold. Både på grund af de talrige af reformer og initiativer, folkeskolen har været udsat for. Men også fordi man bliver ved med at justere på folkeskolens rammer, som resulterer i rodløshed. I 2016 udkom en rapport fra det Nationale Forskningscenter (nu VIVE), hvor folkeskoleeleverne svarede klart på, om skoledagene var for lange. Det mente 82% af 15.682 adspurgte folkeskoleelever, at de var.
Det er klart at forskellige regeringer prioriterer finanspolitikken forskelligt fra hinanden, og dét faktum kan man ikke overkomme. På grund af generel lavere fødselsrate, står den næste generation af børn og unge overfor en hård omgang på arbejdsmarkedet, fordi antallet af ældre der kommer til at have brug for hjælp i form af forskellige velfærdsydelser, stiger. Det er ikke dét faktum der angribes i dette indlæg, og det er vigtigt at pointere – for ofte får man indtrykket af at det kun er penge, der kan udgøre ’’den ideelle verden’’. Det er det ikke. Kulturen og diskursen på forskellige områder har også meget at sige om det engagement der er blandt forbrugerne. Men kulturen i folkeskolen er ikke længere god.
Mange af dem som har været en del af folkeskolen siden 2012, har ikke længere tillid til den førte politik på området. Det startede i 2012, hvor den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, åbnede op omkring ambitionerne om at uddanne ’’den dygtigste generation i danmarkshistorien’’. Statsministerens ambitioner endte ud i forhandlingerne om en skolereform, som senere blev til virkelighed, og trådte i kraft pr. 1. august 2014. Det var også her eleverne blev introducerede til en lektiecafé og en understøttende undervisning, der må konkluderes til at være ekstremt underfinansieret. Mine egne venner og jeg var lige nået overbygningen i folkeskolen, da reformen trådte i kraft. Lektiecaféerne fungerede som fritimer, hvor man kunne lave ingenting. Der var naturligvis også plads til lektie-lavning, men på vores årgang med ca. 75 elever, havde vi kun adgang til 2 lærere, der skulle fungere som lektie-hjælpere. Det fungerede bare ikke. Den understøttende undervisning var lige så dårligt fungerende. Vores lektioner med understøttende undervisning fungerede som legetimer, hvor vi kunne lege stikbold. Det var selvfølgelig sjovt, men det var jo ikke det, lektionerne var ment til at bruges til. Det var jo for at fordybe sig i fag, som eleverne eventuelt havde svært ved. Men det er altså svært for 13-årige børn, når klokken bliver 14:30, og man først får fri klokken 16:00.
Politikerne på Christiansborg var aldrig rigtig åbne overfor at ændre i lovgivningen. Det resulterede for mig og mine venner i, at vi med tiden mistede tiltroen til dem, der skulle være med til at forvalte folkeskolen. Både kommunerne, men også staten. Tiltagene i folkeskolen var simpelthen ikke finansierede nok, og lærernes midler var ikke prioriteret i økonomien. Derfor endte vores skoledage oftest i leg.
Vi blev låst fast fra politisk indflydelse. Min egen gejst for politik har altid været stor, men det er altså ikke alle der har den samme interesse som 13-årig. Derfor blev jeg medlem af Danske Skoleelever – en elevorganisation af- og for elever. Her skulle næstformand og formand fra hver medlemsskole repræsentere alle ens egen skoles elever. Jeg var med til at repræsenterer 700 elever som 13-årig. Og selvom man måske godt kan kalde dét for en stor politisk stemme, så er det også et meget stort ansvar at placere på to mindreårige elever. Jeg var naturligvis i min gode tro, da jeg stillede op som regionsbestyrer i organisationen. Det var først lige efter at jeg havde fået min post og stilling, at jeg fandt ud af, organisationen fra 2012-2016 havde haft en økonomisk stigning fra staten på 8.2 millioner kroner, som efter sigende var ’’projekttilskud’’. Ifølge undervisningsministeriet skulle pengene bruges til en række projekttilskud ”vedrørende tidsmæssigt afgrænsede opgaver og projekter, der gennemføres af Danske Skoleelever”.
Danske Skoleelevers stemme var oftest styret af formandens ord og visioner på talerstolen ved generalforsamlingen. Man kan ikke forvente at børn mellem 10 og 15 år har deres egen holdning. Derfor var elevernes stemme meget præget af, hvad den øverste havde at sige. Naturligvis havde man tiltro til sin leder.
Danske Skoleelever tog stor afstand fra majoriteten af de fleste folkeskoleelever. På trods af forslag om afskaffelse af opbakning til skolereformen inkl. sine forskellige tiltag, blev disse nedstemt af de unge børn i kongressen. Man kan kun kalde det en rigtig demokratisk proces i sin reneste form, men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt at sætte så små børn til at varetage en hel skoles stemme.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
