Af Jonathan Løw, iværksætter og direktør for JumpStory
Jeg tilhører ikke venstrefløjen. Jeg er ikke aktivist. Jeg er ikke en del af veganermiljøet. Jeg har derimod spist store røde bøffer det meste af mit liv. Er virksomhedsejer. Stemmer borgerligt og/eller liberalt.
På den måde passer jeg enormt dårligt på det billede, vi typisk har af veganere, men desværre passer vores kliche ganske godt på virkeligheden, som den er p.t. Sådan er det jo også ofte med klicheer.
Jeg tror imidlertid på, at vi står overfor nogle markante og grundlæggende forandringer af vores syn på vores nuværende levevis. Også på den borgerlige og liberale fløj.
”Veganerpartiet” nærmer sig herhjemme 20.000 vælgererklæringer. Det vil gøre, at partiet kan stille op til det kommende folketingsvalg. Det er p.t. i høj grad en venstrefløjsting, og man taler om deciderede veganermiljøer – miljøer der af det kødspisende folk (flertallet) og ikke mindst af ’landbrugstilhængere’ ofte opfattes som enten skingre eller håbløst naive.
Jeg forstår udmærket denne måde at reagere på, for jeg har altid tilhørt dem, der har forsvaret bøffer og bacon og haft det ekstremt anstrengt, når jeg så folk protestere for sagen. Jeg tror, det skyldtes, at det virkede som et angreb på mig og alle andre, der spiste kød. Som om at nogle ville tage det frie valg fra mig. At de ville pådutte mig noget, der bare ikke var mig.
Derfor er det også en vanskelig debat at have i offentligheden, fordi den er blevet så polariseret, og polariserede debatter fører sjældent ret meget godt med sig. Tag blot vores andre skingre diskussioner omkring eksempelvis feminisme; udlændinge og klima.
Imidlertid bør snakken omkring veganisme slet ikke have noget politisk ståsted eller tilhørsforhold. Det er i øvrigt også grunden til, at jeg har valgt at sende denne kronik til 180Grader frem for til eksempelvis Politiken eller Information, hvor det formentlig i højere grad ville blive et ekkokammer at jasigere.
Jeg mener ikke, at debatten bør være politisk, for der er noget meget mere grundlæggende og eksistentielt på spil end blot snakken om røde bøffer eller ej.
Flere end 880.000 danske familier har et kæledyr ifølge Danmarks Statistik. Det vil sige, at millioner af danskere hver dag udviser omsorg og modtager emotionel respons tilbage fra eksempelvis en hund eller kat. Selv har jeg en 4-årig labrador, der hedder Esther.
Når jeg oplever, at Esther kommer til skade, som da hun for nyligt rev en tånegl af og skreg i smerte, så gør det ondt i hjertet. Ikke som det ville gøre, hvis én af mine nærmeste familiemedlemmer eller venner kom til skade, men jeg kunne tydeligt mærke empatien for Esther, fordi jeg ved fra både forskning og mit eget liv med hende, at hun er i stand til at sanse og føle på mange af de samme måder, som jeg gør som menneske.
Den viden har jeg egentlig gået rundt med i mange år, men jeg er fortsat med at spise kød, fordi jeg aldrig har sat mig ned og reflekteret dybere over, hvad der ligger i den beslutning. Det kan lyde som en noget afstumpet tilgang til andre dyrs liv og vilkår, men for mig var det egentlig nærmere et resultat af et travlt liv som iværksætter og direktør med masser af ting at forholde sig til og beslutte og i øvrigt heller ikke nogle i mit nærmiljø, som italesatte spørgsmål omkring vegansk kost eller ej.
For mig var det at leve vegansk nærmere noget, som hippie-typerne gjorde, og så var jeg personligt træt af protesterne nede i midtbyen i Aarhus, hvor jeg bor, hvor unge iført masker stod sammen med live-billeder af lidende dyr på tv-skærme. Det havde – for mig – den stik modsatte effekt.
Ikke desto mindre stødte jeg for nogle måneder siden på en række videoer, der fundamentalt har ændret mit syn på det at spise kød og drikke mælk for altid. Det var ikke disse forfærdelige videoer med dyr, der lider og skriger, for den slags skynder jeg mig altid væk fra, fordi det er dybt ubehageligt at se på.
Nej, det var langt mere informative og faktuelt funderede film fra bl.a. Veganerpartiets stifter Henrik Vindfeldt, som med tal, data og billeder fra Dansk Landbrug & Fødevarer præsenterede virkeligheden, som den tager sig ud anno 2020.
Efter at have set disse film var jeg dybt rystet. Rystet over at jeg selv har spist kød fra den produktion, vi har, i så mange år. Tænk sig at jeg havde behandlet dyr, der fuldt ud er ligeså intelligente og følsomme som Esther, på den måde. Godt nok i delvis uvidenhed, men alligevel.
Efterfølgende har jeg ikke rørt kød, mælk og lignende produkter. Videoerne havde en sådan impact, fordi jeg er stor tilhænger af en klassisk tradition i dansk historie – nemlig oplysningstankegangen, hvor filosofien og naturvidenskaben i fællesskab udvider menneskets viden om verden. Jeg tror personligt meget lidt på forbud og udskamning af andre, men jeg tror på, at det at sætte spørgsmålstegn ved eksisterende levevis på fagligt funderede måder virkelig kan skabe varige forandringer i et samfund som det danske.
Jeg er helt bevidst om, at et indlæg som dette også vil møde modstand. To klassiske modargumenter, der både tager deres afsæt i den globale markedsøkonomi og det frie valg (to ting jeg som international iværksætter er stor tilhænger af!), lyder som følger:
1. Dansk landbrug er iblandt de førende i dyrevelfærd og miljø, så stopper vi produktionen, så fortsætter den blot andre steder, hvor dyrene bliver behandlet endnu værre.
2. Vi altid har spist kød, og det skal nogle dumme veganere ikke forsøge at ændre på. 'Det er mit eget personlige valg'.
Mit frisind og markedssind til trods er begge modargumenter imidlertid dybt problematiske.
Det første udsagn er sandt i den forstand, at vi ikke opfører os meget værre end andre lande. Det har imidlertid intet med velfærd at gøre. Dyrene lever fortsat pinefulde og korte liv.
Det andet udsagn er sandt i den forstand, at det naturligvis fortsat bør være den enkeltes eget valg. Det er imidlertid ikke noget validt argument, at vi altid har gjort noget, for menneskeheden bliver heldigvis klogere.
Ligesom vi ikke kommer langt med at udskamme folk, der spiser kød, så gør vi det heller ikke ved at udstille landmændene. Jeg mener, at også de har et etisk, menneskeligt og personligt ansvar for at omlægge deres produktioner fuldstændig på sigt, men det vil kræve, at vi som individer øger efterspørgslen på alternativerne til kød og mælk markant, for landbruget lever ligesom mine egne virksomheder af forholdet imellem udbud og efterspørgsel.
Det handler således ikke om at udstille og udskamme, men om at oplyse. Vi skal stoppe med at tale om veganisme som noget, der har at gøre med politisk ståsted; at tilhøre et bestemt miljø eller at være en protest for den sags skyld.
Det at spise vegansk er et grundlæggende, erkendelsesmæssigt anliggende med afsæt i vores stolte oplysningstradition. Selvom vegansk kost helt sikkert også kan være gavnligt for både sundhed og klima, så bør vi holde fokus på, at det at behandle dyr, som vi gør i dag, er forkert ud fra både et filosofisk og naturvidenskabeligt standpunkt.
Eftersom dyr og mennesker ikke er det samme, så har vi som mennesker den yderligere kognitive kompetence, at vi kan reflektere på et dybere niveau over vores handlinger. Herunder dem der skader andre levende, følende og sansende væsner. Ergo giver et andet klassisk modargument – nemlig at naturen er endnu barskere end landbruget – ingen mening, eftersom de andre dyreracer i naturen ikke har vores kognitive evner, når det kommer til etik og moral.
Når vi bringer disse betragtninger i spil, så indser vi, at et dyr, der fødes i dag, ejer én eneste ting. Dets liv. Det gælder vores kæledyr, men det gælder også grisen, koen og kyllingen.
Præcis dét – altså livet - er imidlertid det eneste, vi mennesker i denne tid gør elendigt for dyrene og tager fra dem i en meget tidlig alder. Det er jeg helt overbevist om, at vi ikke vil kunne forstå, at vi gjorde, når vi ser tilbage på denne tid om 200 år fra nu.
Når nu Veganerpartiets videoer har inspireret dette personlige valg, kommer jeg så også til at stemme på dem ved næste valg? Næppe, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er mange andre spørgsmål, som jeg også er dybt optaget af som samfundsborger her i Danmark – eksempelvis iværksættervilkår, hvordan vi behandler psykisk syge m.m. Jeg ved imidlertid, at jeg dybt og inderligt håber på, at der i fremtiden ikke bliver brug for et parti som Veganerpartiet, fordi det i så fald er et udtryk for, at veganisme ikke længere hører til på én bestemt fløj, men er blevet mainstream.
Vejen derhen er givetvis lang. Sådan har det også været med nogle af de andre store erkendelsesmæssige spørgsmål, vi som mennesker har beskæftiget os med i historien, såsom vores forhold til borgerrettigheder; slaveri; adskillelsen mellem kirke og stat osv.
For mig at se kommer veganisme til at skrive sig ind på linje med disse helt store spørgsmål, når vi kigger tilbage på nutiden i år 2200, og til den tid vil ’veganer’ ikke eksistere som begreb længere. Det vil være sådan, som flertallet lever, fordi mennesket også på den front har udviklet sig rent etisk og erkendelsesmæssigt.
Til den tid vil man også kigge tilbage på historien og undre sig over, hvorfor man dengang i år 2020 udskammede mange af de mennesker, der meldte offentligt ud, at de spiste vegansk. Tag eksempelvis en landskendt komiker som Casper Christensen, der er blevet latterliggjort, fordi han i et interview fortalte om, at han ikke længere spiste kød.
’Modargumenterne’, hvis man overhovedet kan kalde dem det, lød: ”Jeg elsker kød”, ”Mennesket har altid spist kød” og andre fuldstændig tomme udsagn suppleret med budskabet om, at rigtige mænd spiser røde bøffer.
I år 2200 vil vi være langt forbi den slags debatter og udskamning. Vi vil næsten alle leve vegansk, fordi vi har erkendt, at vi som følende, ansvarlige og reflekterende mennesker hverken ud fra et filosofisk, etisk eller naturvidenskabeligt perspektiv kan retfærdiggøre vores nuværende levevis i forhold til andre levende og sansende væsner.
Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
