Forlystelsesparken Tivoli har indgået et forlig, efter at en gæst i 2019 fik et metalbor i hovedet.
Det oplyser Torben Plank, som er pressechef i Tivoli, til B.T.
- Vi har i øvrigt efterfølgende iværksat en række stramninger og ser med stor alvor på hændelsen, som vi gerne ville have været foruden, siger han til mediet.
Parken skulle have mødt i Københavns Byret fredag, hvor anklagemyndigheden ønskede, at Tivoli skulle idømmes en bøde på 140.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.
Torben Plank uddyber over for Ritzau, at forliget indebærer, at parken har betalt bøden.
Ikke styr på sikkerheden
Ifølge anklageskriftet i sagen mener anklagemyndigheden, at Tivoli var ansvarlig for, at arbejde ikke var planlagt, tilrettelagt eller blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Det skyldes, at en tekniker, som arbejdede på forlystelsen "Det Gyldne Tårn", i cirka 60 meters højde, uden at området nedenunder forlystelsen var afspærret, tabte to bor til en boremaskine ud af sine lommer.
Et seks millimeter bor ramte jorden i nærheden af en kontrollør. Men et 10 millimeter bor ramte en gæst i hovedet cirka 10 meter fra forlystelsen.
Det medførte ifølge anklagemyndigheden personskade. Men det fremgår ikke af anklageskriftet, hvilken personskade der er tale om.
Anklagemyndigheden ønskede derfor ifølge anklageskriftet også, at Tivoli skulle idømmes en erstatning til gæsten.
Men erstatning til gæsten er håndteret igennem forsikringssagen, fortæller Torben Plank.
Har strammet op
Han fortæller også, at parken har indført en række stramninger siden hændelsen.
- Der arbejdes ikke på forlystelser i højden i åbningstiden. Og det er uanset om det forlænger driftsstoppet. Eneste undtagelse fra dette vil være personredning, siger han.
Derudover har parken lavet en afspærringsplan, så man altid ved, hvilke områder, der skal afspærres.
Medarbejderne i parken bliver også løbende uddannet til at arbejde i højden.
Kilde: /ritzau/