Kriminel konflikt får politi til at forlænge visitationszone

Politi har fundet fire skudsikre veste, peberspray og to slagvåben i visitationszone i Køge siden 29. januar.
Midt- og Vestsjællands Politi forlænger en visitationszone i Køge med to uger, så den gælder indtil 26. februar. Den blev indført i slutningen af januar. (Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Midt- og Vestsjællands Politi forlænger en visitationszone i Køge med to uger, så den gælder indtil 26. februar. Den blev indført i slutningen af januar. (Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

12/02/2020

Kriminelle grupper er stadig i konflikt med hinanden ved Køge.

Det vurderer Midt- og Vestsjællands Politi, som i en pressemeddelelse oplyser, at det forlænger en visitationszone i området. Dermed får politiet øgede beføjelser til at visitere borgere i det offentlige rum.

Zonen forlænges med to uger og gælder indtil 26. februar klokken 18. Den blev oprettet 29. januar, og i den periode har politiet gjort flere fund.

- Siden vi indførte visitationszonen i Køge den 29. januar 2020, har vi foretaget 79 visitationer i visitationszonen, hvor der blev beslaglagt fire skudsikre veste, en peberspray og to slagvåben, siger politidirektør Svend Larsen ved Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Politiet forlænger zonen, selv om der ikke har været "nye episoder" i Køge, efter at zonen blev oprettet. Konflikten er nemlig ikke slut, vurderer politiet.

- Vi mener dog fortsat, at der er en konflikt imellem to kriminelle grupperinger i Køge, som gør at der er risiko for, at der sker nye hændelser.

- Vi fortsætter den styrkede patruljemæssige indsats i området både i tryghedsskabende øjemed, men også for at bringe de kriminelle ud af spillet, siger Svend Larsen i pressemeddelelsen.

Det fremgår ikke, hvorfor politiet mener, at der stadig er en konflikt, eller hvem der er involveret i den. Zonen blev oprettet, efter at der havde været flere skudepisoder ved det østsjællandske by.

I zonen må politiet kropsvisitere personer og tjekke deres tøj og andre genstande for våben, uden at politiet har en konkret mistanke om, at vedkommende har gjort noget kriminelt.

Formålet er at skabe tryghed for borgerne i området ved blandt andet at sikre, at der ikke går bevæbnede personer rundt. Dog går politiet målrettet efter de personer, som det mistænker for at bære våben.

Kilde: /ritzau/