32-årig sigtes for drab på Emilie Meng og yderligere en sag

Politiet er i dag kommet med en opdatering på et pressemøde.
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Jens Asbjørn Bøgen,

26/04/2023

Siden en 13-årig pige blev bortført og voldtaget for snart to uger siden, har der været massiv interesse om den 32-årige mand, der er blevet sigtet og varetægtsfængslet for forbrydelsen.

Han ejede nemlig en bestemt bil, som blev efterlyst i forbindelse med det uopklarede mord på Emilie Meng, som blev fundet død juleaftensdag 2016.

I går kom det frem, at politiet har fundet frem til den specifikke bil i udlandet, og den er nu blevet beslaglagt, så politiets teknikere kan undersøge den for eventuelle spor.

Men i dag kl. 12 trådte politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Rune Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi frem på et pressemøde for at give pressen en opdatering på efterforskningen.

Sigtes for yderligere to sager

Den 32-årige bliver sigtet for yderligere to sager, herunder frihedsberøvelse, voldtægt og drab af Emilie Meng.

Derudover bliver den 32-årige også sigtet for at have truet en anden kvinde med kniv sidste år i november. Kvinden formåede dog at undslippe ved at gøre så meget modstand, at manden flygtede fra stedet. Her bliver manden også sigtet for forsøg på voldtægt.

Politiinspektør Kim Kliver læser op fra sit manuskript, da der er rigtig mange oplysninger, blandt andet om det internationale samarbejde, der har været mellem det danske politi og eksperter i England, som hjalp med at finde frem til, at den givne bil skulle findes.

Understreger: Sigtelse er ikke dom

Kim Kliver understreger i forbindelse med opsummeringen af politiarbejdet, at en sigtelse ikke er det samme som en dom.

Han påpeger derfor også, at der stadig ligger et stort efterforskningsarbejde i den nærmeste fremtid, og at han derfor ikke kan nævne for de konkrete ting, der har fået politiet til at rejse sigtelsen.

Kim Kliver bekræfter desuden, at den Hyundai i30, der eftersigende var blevet beslaglagt i Slovakiet i går, ganske rigtigt er blevet beslaglagt, og at bilen skal undersøges i Danmark.

Pressemødet er stadig i gang, og der vil komme et større resumé senere i en ny artikel.