Zelenskyj raser efter afsløringer om hæren: Der er udbredt korruption

Ifølge Ukraines præsident er der sket en stor stigning i antallet af mænd, der fritages for militærtjeneste.
Ifølge Volodymyr Zelenskyj er tusindvis af ukrainske mænd flygtet ud af Ukraine, efter at de på falsk grundlag er blevet erklæret uegnede til at gøre militærtjeneste. (Arkivfoto).
Ifølge Volodymyr Zelenskyj er tusindvis af ukrainske mænd flygtet ud af Ukraine, efter at de på falsk grundlag er blevet erklæret uegnede til at gøre militærtjeneste. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

31/08/2023

Mistænkeligt mange ukrainske mænd bliver erklæret uegnede til at gøre tjeneste i Ukraines hær.

Det mener landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, der ser antallet af erklæringer om uegnethed som et udtryk for korruption.

- Der er eksempler på regioner, hvor antallet af dispensationer fra militærtjeneste, der skyldes beslutninger truffet af lægelige udvalg, er tidoblet siden februar sidste år, siger Zelenskyj på en videooptagelse.

Han henviser til, at Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

- Det er fuldstændig klart, hvilken type beslutninger det er. Korrupte beslutninger, siger præsidenten.

Bestikkelse for at blive fritaget

Ifølge Zelenskyj bliver læger og andre ansatte i militæret bestukket for at erklære ukrainske mænd uegnede til at gøre tjeneste i hæren.

Efterforskning af området har afdækket, at ansatte i militæret har modtaget beløb på mellem 3000 og 15.000 dollar, når de har erklæret ukrainske mænd uegnede til militæret.

Det svarer til mellem 20.500 og næsten 103.000 kroner.

Zelenskyj advarer om, at de falske erklæringer om uegnethed medfører masseudvandringer til udlandet.

Det sker vel at mærke i en tid, hvor Ukraine har brug for, at så mange som muligt bidrager til landets forsvar.

Umiddelbart efter Ruslands invasion af landet 24. februar sidste år fik alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 år forbud mod at forlade landet, fordi de skulle være klar til at tilslutte sig hæren.

Zelenskyj fortæller i videooptagelsen, at der er brug for nærmere undersøgelser for at afdække, hvor mange mænd i den kampdygtige alder der er stukket af til udlandet siden Ruslands invasion.

- Vi taler som minimum om tusindvis af enkeltpersoner, siger han.

Højt oppe på prioritetslisten

Bekæmpelse af korruption har de seneste måneder været højt på den ukrainske præsidents dagsorden.

Udbredt korruption er et af de problemer, som Ukraine skal have bugt med for at kunne gøre sig forhåbninger om på sigt at blive optaget i EU.

Tidligere i august fyrede Zelenskyj cheferne for det ukrainske militærs regionale rekrutteringsafdelinger. Samtidig blev der iværksat mere end 100 efterforskningssager.

Det skete, efter at en omfattende sag om korruption på et militært rekrutteringskontor i Odesa-regionen var blevet afdækket.

Kilde: /ritzau/Reuters