En journalist fra nyhedsbureauet AFP er blevet dræbt i et raketangreb i nærheden af den østukrainske by Tjasiv Jar.
Det skriver AFP.
Der er tale om den 32-årige videojournalist Arman Soldin.
Ifølge en af nyhedsbureauets journalister, der overværede hændelsen, skete angrebet omkring klokken 15:30 dansk tid.
Kampvogn åbnede ild
Byen Tjasiv Jar ligger i nærheden af byen Bakhmut, der i månedsvis har været et epicenter for kampe i det østlige Ukraine.
Et hold af AFP-journalister kom under beskydning fra en kampvogn, mens de var sammen med ukrainske soldater.
Ingen andre journalister kom til skade.
- Hele bureauet er knust over tabet af Arman. Hans død er en frygtelig påmindelse om risiciene og farerne, som journalister hver dag står over for, når de dækker konflikten i Ukraine, siger administrerende direktør for AFP, Fabrice Fries.
Arman Soldin blev født i Bosniens hovedstad, Sarajevo. Han var fransk statsborger.
Ankom dagen efter invasionen
Soldin blev ansat som praktikant i 2015 i nyhedsbureauets afdeling i Rom, og senere flyttede han til dets afdeling i London. Han var blandt de første journalister, der blev sendt til Ukraine.
Rusland indledte sin invasion den 24. februar 2022. Arman Soldin ankom til Ukraine dagen efter.
- Armans strålende arbejde indkapslede alt det, der har gjort os så stolte af AFP's journalistik i Ukraine, siger AFP's globale nyhedsdirektør, Phil Chetwynd.
AFP's Europa-direktør, Christine Buhagiar, husker Arman Soldin som "entusiastisk, energisk og modig".
- Han var en ægte "på-jorden" journalist, der altid var klar til at arbejde selv de mest vanskelige steder, siger hun.
Med Arman Soldins død er der nu mindst 11 journalister eller fixere og chauffører for medier, der har mistet livet i krigen. Det viser tal fra Journalister Uden Grænser (RSF) og Komiteen til Beskyttelse af Journalister (CPJ).
Kilde: /ritzau/AFP