Ukraines militær er stort set klar til at begynde en ventet storstilet forårsoffensiv mod Rusland.
Det siger landets forsvarsminister, Oleksij Reznikov, på et online pressemøde fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Så snart Guds vilje, det rette vejr og en beslutning fra hærførerne er til stede, gør vi det, siger Reznikov.
Han uddyber ikke, hvornår offensiven vil finde sted. Men han siger, at ukrainerne i høj grad er klar til den.
Reznikov adresserer de våben og andet udstyr, som Ukraine har modtaget fra sine allierede i udlandet.
Ukraine har fået en masse moderne udstyr - herunder våben, som fungerer som en "jernnæve" i krigen, påpeger ministeren. Derudover fortæller han, at ukrainske soldater fortsat bliver trænet i brug af våben fra Vesten.
Det ukrainske styre håber, at en kommende modoffensiv vil ændre krigens dynamikker.
I sin seneste daglige opdatering har Ukraines hær fastslået, at dets primære fokus på nuværende tidspunkt er på byen Bakhmut.
Bakhmut ligger i den østlige del af Ukraine og har i månedsvis været centrum for voldsomme kampe mellem russiske og ukrainske styrker.
Kilde: /ritzau/