Borgmester har brugt 33.000 skattekroner på koncerter og middage

Det er blandt andet skatteyderne, der har betalt for billetter til Stig Rossen og Kurt Ravn.
Gert Jørgensen (K), der er borgmester i Sorø, er glad for at høre Stig Rossen synge. (Arkivfoto).
Gert Jørgensen (K), der er borgmester i Sorø, er glad for at høre Stig Rossen synge. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

24/05/2023

Sorøs konservative borgmester, Gert Jørgensen, har brugt kommunens penge på koncertbilletter og middage for over 30.000 kroner.

Det skriver B.T.

Mediet har fået aktindsigt i en borgmesterkonto, som borgmesteren har adgang til. Heri fremgår det, at borgmesteren har brugt 33.198 kroner på fem lokale koncerter og dertilhørende middag i perioden fra 2014 til 2018.

Klokkeklare private udgifter

To professorer vurderer, at der er tale om private udgifter, som skatteyderne har betalt for.

- Der er tale om private udgifter, som man ikke må bruge kommunens penge til. Det vil jeg mene er en forholdsvis alvorlig forseelse, siger professor og forvaltningsekspert ved Aalborg Universitet Sten Bønsing til B.T.

Forvaltningsekspert ved Roskilde Universitet, professor Bent Greve, siger til B.T., at han er enig i den vurdering.

Kommunen afviser kritikken. Koncertbilletterne anses af kommunen for at være et personalegode for en afgrænset medarbejdergruppe.

Foruden borgmesteren tæller det blandt andre kommunaldirektøren og vicekommunaldirektøren.

23 procent af samlet forbrug

Ifølge B.T. har Gert Jørgensen haft adgang til en borgmesterkonto siden 2014.

Herfra er der brugt 142.000 kroner, og af dem er 33.198 kroner gået til koncerter og middage i forbindelse med dem. Det svarer til lidt mere end 23 procent.

Kontoen bruges også til gaver og sponsorater.

Koncerterne har været med blandt andre Stig Rossen, Kurt Ravn og Lene Siel.

Borgmesteren har ikke selv svaret på spørgsmål om sagen til B.T.

Til gengæld svarer velfærdsdirektør i Sorø Kommune Henrik Juul Kjær i en skriftlig kommentar blandt andet:

- Det er administrationens vurdering, at tilbuddet om koncertbilletter til medarbejderne ikke går ud over, hvad kommunens varetagelse af dens interesse som arbejdsgiver kan begrunde.

Kilde: /ritzau/