Af Peter Seier Christensen, klimaordfører, næstformand og folketingsmedlem for Nye Borgerlige
Smilene var næsten lige så store som armbevægelserne, da repræsentanter fra otte af Folketingets 10 partier i december trådte ud fra forhandlingslokalet og fortalte om klimaloven.
Sjældent har så få pålagt Danmark så stor en regning med så lidt viden, som det var tilfældet denne decemberdag. For realiteten er jo, at politikerne traf beslutningen om reduktionen uden viden om omkostningerne. Sammenholdt med at effekten på det globale klima i bedste fald er minimal – i værste fald direkte skadelig da dansk produktion risikerer at flytte til mindre energieffektive lande – fremstår klimaloven som udtryk for magtarrogance og foragt for værdiskabelsen i det danske samfund.
Men det er ikke sådan, at politikerne bag forliget har gjort regning uden vært. For værten er prædefineret som det danske samfund og de danske borgere. De kommer til at betale for den 70% reduktion af CO2, som aftalen binder politikerne til.
Og udfordringen er til at føle på: De næste 10 år skal Danmark reducere sin CO2-udledning med mere, end vi har gjort de foregående 30 år. Selv om ingen kender prisen, har man næppe sagt for meget, hvis man påstår, at det ikke bliver billigt. I mangel af reel information om omkostninger fra regeringen – man kan jo kun spekulere i årsagen til det – har aktører som CEPOS og adj. professor Bjørn Lomborg leveret estimater. CEPOS anslår reduktionen kan medføre et tab på op til 26 mia. kroner årligt i 2030, mens Bjørn Lomborgs beregninger opererer med et samlet tab på op mod 842 mia. kroner frem mod en total CO2-omstilling i 2050.
Lomborg har også beregnet, at den danske indsats vil formindske den globale opvarmning i år 2100 med mellem 0,00006°C og 0,0002°C med den mest sandsynlige reduktion på 0,00013°C. Reduktionen er altså mest realistisk på lidt under en titusindedel af en grad om 80 år.
Baggrunden for klimaloven er bekymringen for det globale klima. Og det er jo en ærlig sag at bekymre sig om. Nye Borgerlige anerkender, at temperaturen er steget, og at menneskelig aktivitet har bidraget til denne stigning. I hvilken grad er forskerne uenige om, men uanset om det minimalt eller væsentligt omfang, skal problemerne behandles rationelt baseret på videnskabelighed og dokumenterbare effekter.
Med klimaloven risikerer vi nærmest det modsatte. Får venstrefløjen sin vilje, er der tale om markante indgreb, der vil sætte økonomiske aktivitet i stå. Det er den helt forkerte måde at gribe problemet an på og vil under ingen omstændigheder være den store inspirationskilde for andre lande, venstrefløjen så ofte taler om. De er nemlig klogere end som så. De ved, at kun et velstående land i økonomisk fremgang vil have råd til de nye og renere teknologier, der skal til for en bæredygtig omlægning fra fossile brændstoffer i energiforsyningen. At forsøge at løse problemet ved at sænke væksten er ikke vejen frem.
Ved at fremme fortsat økonomisk vækst, vil der være midler til at udvikle nye og bedre teknologier, som kan løse problemet på rentabel vis. Danmark har som en højteknologisk land også sin rolle at spille her, og det vil være skadeligt, hvis Danmarks økonomiske vækst hæmmes, som følge af kortsigtede og virkningsløse urealistisk reduktionsmål.
Her og nu udgør kernekraft et stærkt middel til en sikker og CO2-neutral energikilde. Til trods for Danmarks meget fornemme historie inden for kernekraft og partikelfysik i form af blandt andet Niels Bohrs banebrydende arbejde, har danske politikere valgt, at det er en løsning, vi på ingen måde bare må undersøge. Der er nedlagt decideret forbud mod at bruge offentlige midler på forskning inden for kernekraft, og et første væsentligt skridt hen imod at sikre et vigtigt dansk bidrag til klima-området vil derfor være at fjerne dette forbud. Det ville vise, at vi rent faktisk tog udfordringen alvorligt. At vi naturligvis vil kigge på de teknologier, der gennem årtier har fungeret og indeholder stort potentiale for videreudvikling i form af eksempelvis thorium-reaktorer.
Desværre lader det til, at de selvsamme politikere, der uden viden om omkostninger eller virkemidler har bundet sig til en 70% reduktion ikke har samme mod, når det drejer sig om de mulige løsninger. Det er en skam.
Når man betænker, hvor store omkostninger, de er villige til at pålægge det danske samfund og de danske borgere for, at den globale temperatur teoretisk set kan falde med en titusindedel grad om 80 år, kan det undre.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
