Af Marc Sabatier Hvidkjær og Frederik Ambjørn, begge stud.scient.pol’er
Der har udviklet sig et fast og kedeligt følgeord til kontrære tænkere, forskere og debattører med skyggen af originale idéer: ”kontroversiel”. P1 har endda produceret en hel radioserie dedikeret til ”kontroversielle” offentlige personer som Marianne Stidsen og Ditlev Tamm.
Men hvorfra kommer dette negativt ladede mærkat? For ofte opfattes disse personer ikke som kontroversielle i den brede befolkning men bliver stemplet som kontroversielle af én simpel årsag: de går imod deres tids herskende konsensus. Dog viser det sig ofte, at tænkere, der var uhyre kontroversielle i datiden, bliver hyldet af eftertiden for deres brud med status quo.
Historien rummer et overflødighedshorn af eksempler såsom Vorherres søn Jesus Kristus. Han var så kontroversiel, at det blev nødvendigt at korsfæste ham. Senere ville hans kristne bevægelse få milliarder af følgere, skabe de religiøse og kulturelle rammer om vestlige samfund og forandre verden for bestandigt.
Senere blev den katolske kirke for en tid fakkelbærer for den indsnævrede konsensus ved at stemple den opblomstrende, kontrære naturvidenskab som farlig og kontroversiel. Tænk blot på Nikolas Kopernikus, der blev forfulgt og fornedret af kirken for at sige, at Jorden drejede rundt om Solen. Eller Galileo Galilei, der byggede videre på Kopernikus’ arbejde, blev tvunget i husarrest af Inkvisitionen og måtte trække sit arbejde tilbage, fordi det modsagde biblens sakrale ord.
I dag ville vi ikke stemple disse tænkere, innovatører og pionerer som kontroversielle. Vi ville tværtimod bifalde deres heroiske mod til at sige masserne og magten imod og bidrage til udviklingen af vores civilisation. For at finde et begreb der bedre beskriver disse personer, må vi derfor ty til det engelske sprog, for de var i virkeligheden contrarians.
En contrarian er kort sagt en person der går imod den gængse opfattelse af et givent emne. Det er sigende at man på dansk ikke har en retvisende oversættelse for dette, for det nærmeste vi kan komme, er en ”rasmus modsat”, ”afviger” eller andre termer med negative konnotationer. Dette udstiller, at vores sprog, kultur og kollektive psykologi er kendetegnet ved en glorificering af konsensus og tilsvarende frygt for dissidens og uenighed.
Vi bør dog vægte jagten på sandheden tungere end ensrettet konsensus, for der er stadig et overflødighedshorn af områder, hvor kontrær tænkning bør fremmes og understøttes mere. I nyere tid kan man pege på flere eksempler, hvor forskere som Albert Einstein eller Milton Friedman har brudt med konsensus og er blevet stemplet som kontroversielle men sidenhen blev accepteret som main-stream.
Vi kan derfor aldrig mejsle videnskabelige teorier i sten, da det er meget muligt at vores verdensopfattelse er fejlagtig. Vi må konsekvent være åbne for alternative, kontrære idéer, der kan give en mere nøjagtig beskrivelse af verden. Og netop derfor spiller ”kontrarianeren” en uhyre vigtig rolle ved at sætte spørgsmålstegn ved det bestående og dermed udfordre vores forståelse af verden.
Men på trods af den enorme værdi kontrære synspunkter unægtelig bidrager med, er vi som samfund blevet tiltagende dårlige til at tolerere og anerkende dem. En ny politisk inkvisition er igangsat, hvor den i USA kendes som ”Cancel Culture”.
Med cancel-kultur refererer man til det fænomen, at folk forsøger at udrense holdninger, der går imod konsensus. Man forsøger at få folk fyret fra deres arbejde med målet om at tie dem, og alt for ofte lykkes man med det. Dette har ramt flere akademikere, der enten har forsvaret ytringsfrihed, forsket i genetik eller blot begået en lunken vittighed.
Et eksempel i Danmark var angrebet på statskundskabsprofessor Ole Wæver, der blev stemplet som racist i en forskningsartikel på trods af at Wæver er alt andet end racistisk. I et forsøg på at modsvare kritikken gik en underskriftsindsamling så i gang, der stemplede Wævers forsvar som en voldsakt. Dette udstiller, at vi lever i en global kultur, hvor selv sobre centrumholdninger stemples som ekstreme, og hvor modsvar og modargumenter ses som en form for vold.
Arven fra Oplysningstiden – oprigtig nysgerrighed, jagten på sandhed og åbenhed over for modpartens argument – lader dermed til at lide nogle alvorlige knæk i vores tid, hvor al nytænkning underlægges politiske særhensyn fra den yderste venstrefløj.
Med det sagt, skal man så altid rumme og acceptere kontrære synspunkter? Der findes jo folk der mener, at Jorden er flad og andre, der nægter at lade sig vaccinere. Det er dog netop fordi, at disse aparte holdninger strider mod konsensus, at de har en enorm betydning for vores samfund.
For her må reaktionen aldrig være at mindske ytringsfriheden og forbyde disse mennesker at fremture deres holdninger, men i stedet at engagere sig aktivt i en diskussion og overbevise dem om sit eget synspunkt ved at lade det bedste argument vinde. Og det er netop via fri debat, diskussion og diversitet i idéer, at vores samfund avancerer mod nye højder.
For anderledestænkende, der afviger fra samtidens status quo, er i sidste ende primus motor for fremgangskraft og innovation. I stedet for at fremtvinge ensretning og gå i takt bør vi derfor søge at fremme mere frihed og tankediversitet og anerkende ”kontrarianeren” som en uhyre vigtig katalysator for fremgang og forandring.
Alternativet er et statisk cancel-samfund, hvor forskelle mellem mennesker nivelleres og alle afkroge af samfundet bliver underlagt tidens herskende konsensus.
Vi opfordrer derfor til at adoptere kontrarianeren, både som ord og følelse, i den danske debat. For uenighed og anderledes synspunkter bør ikke ses som noget farligt, destruktivt eller kontroversielt. Det skal tværtimod ses som noget overmåde positivt, der fremmer nytænkning, innovation og fremdrift i vores samfund.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
