Klimarådet står fast: Danmark skal have verdens højeste CO2-afgift

Klimarådets anbefaling om at indføre verdens højeste CO2-afgift i Danmark har mødt kritik fra flere fronter. Formanden for Klimarådet, professor Peter Møllgaard, er dog urokkelig.
Klimarådets formand Peter Møllgaard vil ikke bøje sig for kritikerne. Ifølge ham er en rekordhøj CO2-afgift vejen frem. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Klimarådets formand Peter Møllgaard vil ikke bøje sig for kritikerne. Ifølge ham er en rekordhøj CO2-afgift vejen frem. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

11/03/2020

Klimarådet udkom tidligere på ugen med en længe ventet rapport med anbefalinger til, hvordan Danmark kan nå det vedtagede klimamål om en reduktion af CO2-udledningen på 70 procent.

Forslaget om at indføre en CO2-afgift på omkring 1.500 kroner per ton CO2, hvilket vil være verdens højeste CO2-afgift, har mødt meget kritik. Over for Berlingske understreger formanden for Klimarådet, professor og dekan Peter Møllgaard, at rådet ikke er villig til at give sig på dette område.

Klimarådets forslag har affødt negative reaktioner fra såvel klimaminister Dan Jørgensen (S) som Dansk Folkeparti og en række brancheorganisationer, herunder Dansk Industri.

Disse reaktioner tager Peter Møllgaard dog med ophøjet ro.

- Reaktionerne var forventet. Store dele af industrien og landbruget har i mange år stort set været fritaget mange af de afgifter, der har været pålagt resten af økonomien. 

Ifølge Møllgaard, der er ansat ved Maastricht University School of Business and Economics, vil det nemlig blive svært at nå klimamålet om 70 procent reduktion af Danmarks udledninger af drivhusgasser gradvist gennem 2020’erne uden den høje CO2-afgift.

- Klimarådets forslag om en generel drivhusgasafgift er et brud med den tradition. Til gengæld tager vores forslag udgangspunkt i, at forureneren skal betale, og hvis vi skal nå målet om 70 procent i 2030, så er det helt nødvendigt, siger han til Berlingske.

En CO2-afgift som den, Klimarådet anbefaler, vil blandt andet betyde store prisstigninger på en række hverdagsprodukter såsom oksekød, mælk og benzin.