Langelandsk venligboer om kriminelle udvisningsdømte udlændinge: Vi véd ikke nok om dem

Det ellers så udlændingevenlige øsamfunds store afdeling af Venligboerne, synes ikke rigtigt at have kommentarer til den nu tidligere placering af et udrejsecenter for kriminelle udlændinge.

Lars Bjørknæs,

26/05/2021

Siden regeringen tidligere på måneden offentliggjorde den nu tilbagekaldte placering af et nyt udrejsecenter for kriminelle immigranter og flygtninge på Langeland, har den lille kommune i det sydfynske øhav været i noget nær oprør. Det fik udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye at føle den forgangne uge, da han besøgte øen.

Her blev han således mødt af flere tusindende vrede øboere, som meget højlydt forklarede socialdemokraten, hvad de mente om, at de skulle være naboer til de uønskede udenlandske statsborgere, som de seneste år har hærget området omkring Ikast, hvor de har været indkvarteret de seneste år og nu tilsyneladende skal blive.

Vreden må dog på mange måder anses for overraskende, fordi Langeland Kommune ikke kun har en borgmester, der tidligere har været en stor fortaler for placeringen af et udrejsecenter på netop Langeland. Men også en stor afdeling af Venligboerne, der så sent som tidligere på måneden, afholdt en demonstration til støtte for udvisningstruede syrere.

En stor del af aktiviteterne hos Venligboerne på Langeland, koordineres via en privat Facebook-gruppe, hvor spørgsmålet om hvorvidt økommunen skal tage i mod de uønskede udlændinge, også er blevet drøftet. Men det er dog tydeligvis ikke et emne, som de ellers så pro-indvandringsaktivister ønsker at bruge meget tid på.

Den eneste udtalelse der er fremkommet i forbindelse med placeringen af udrejsecentret er fra en aktivist, som skriver at hun vil vide mere om hver enkelt af de udvisningsdømte udlændinge, før hun vil tage stilling til, om de skal kunne bo på Langeland.