Borgmester kæmpede for at få udrejsecenter for kriminelle udlændinge til Langeland – nu mener han det vil smadre øsamfundet

Tidligere mente SFs borgmester på Langeland, Tonni Hansen, at det ville medføre store økonomiske fordele for økommunen at få hentet kriminelle flygtninge og immigranter til øen.
Pressefoto af Langeland Kommunes borgmester Tonni Hansen (SF)
Pressefoto af Langeland Kommunes borgmester Tonni Hansen (SF)

Lars Bjørknæs,

21. maj 2021

Siden det tidligere på ugen blev offentliggjort at et kommende udrejsecenter for kriminelle flygtninge og indvandrere skal placeres på Langeland, har øsamfundet været i oprør. Ikke kun har modstanden været voldsom blandt de kommende naboer, men også hos kommunalbestyrelsen.

Således har borgmester Tonni Hansen stillet sig i spidsen for modstanden mod regeringens beslutning, som han overfor en række medier har beskyldt for at være direkte arrogant. Først og fremmest fordi der ifølge SF-borgmesteren er tale om, at regeringen ikke har spurgt øboerne til råds, før den besluttede at placere udrejsecentret hos dem.

Men SFerens modstand mod et udrejsecenter for dømte kriminelle udlændinge, må dog anses for at være af nyere dato. I december 2019 udtalte han således til TV2 Fyn, at han ønskede at få lige præcis et center af denne type til Langeland, når det eksisterende udrejsecenter Sjælsmark lukker.

Overfor statsmediet udtalte Tonni Hansen blandt andet :

- Det primære for mig er, at vi kan gøre noget for de her familier. Jeg ved fra tidligere, at langelænderne engagerer sig i familierne, der flytter hertil.

Samtidig slog Tonni Hansen fast, at han anså etableringen af et udrejsecenter for noget, der ville være fornuftig økonomi i for øboerne :

- Det sekundære er, at der vil være nogle arbejdspladser i at få et center eller få dem placeret i nogle hjem heromkring.

På 180grader arbejder vi på at få en udtalelse fra Tonni Hansen om, hvorfor han pludselig er utilfreds med placeringen af udrejsecentret på Langeland, når han tidligere har kæmpet for netop det.