Webshop blokerer 42.000 kunder - bekræfter danskere iblandt

Kunderne sender simpelthen for mange varer retur.
Foto: Vogler, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons
Foto: Vogler, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons

Jens Asbjørn Bøgen,

26/05/2023

Hvis du ynder at købe tøj online for så at prøve det derhjemme, inden du evt. sender det tilbage, fordi det ikke var den rigtige størrelse, skal du lige passe på ikke at gøre det i for stort omfang.

Den svenske virksomhed Boozt, der sælger tøj online, har nemlig blokeret hele 42.000 kunder - netop fordi de har returneret for mange varer.

Det skriver SVT.

Ifølge det svenske medie bliver mere end 30 procent af onlinebestillingerne hos Boozt sendt retur, og med fragt og plastik til indpakning er det med til at belaste klimaet i høj grad.

Det er også derfor, Boozt nu blokerer de flere tusinde kunder i forsøget på at komme fænomenet "returmisbrug" til livs.

På ubestemt tid

SVT har spurgt en række webshops, hvor mange returvarer de modtager, og i toppen finder man kendte hjemmesider som Boozt, Nelly.com og kæden Gina Tricot.

De får alle mellem 35 og 40 procent af de solgte varer retur.

En række af de andre giganter på markedet som H&M, Ellos og NA-KD har ikke svaret på SVTs forespørgsel.

Boozt understreger, at det er en lille del af den samlede kundebase, der tegner sig for langt de fleste returneringer. Shoppen medgiver også, at blokeringen ligeledes er en indsats for at sikre en rentabel forretning.

Over for Ekstra Bladet bekræfter Boozt, at der også er danske kunder iblandt de 42.000.

En voksende trend

Nelly og den britiske onlineshop ASOS har indført lignende tiltag for at slå ned på returmisbrug.

Fore fire år siden blokerede ASOS således en række serie-byttere, ligesom hjemmesiden også ændrede reglerne for returnering. Ændringerne betød blandt andet, at man kunne returnere varer op til 45 dage efter købet i stedet for de gængse 28.

Returnerer man sine varer efter de 28 dage, kan man dog ikke få pengene retur. I stedet får man et gavekort til ASOS.